Fortsæt til indhold
Bolig

Buske, der vækker appetit

På Fuglebjerggaard i Nordsjælland dyrker Camilla Plum en række vidt forskellige krydderurter, stauder, sjældne chiliplanter og tomater, som man ikke kan få andre steder i landet.

Kristian Foss Brandt

Et p-skilt viser retningen til en parkeringsplads, som er indrettet til besøgende, der enten er på udkig efter noget nyt til haven eller skal deltage i et af Camilla Plums mange havekurser på hendes økologiske landbrug, Fuglebjerggaard.

Ved indgangen springer synet af planter og urter i øjnene. Her ligger en lille økologisk planteskole, der bugner af krydderurter, stauder, tomater og chiliplanter. Zenia og Amalie, der er gartnerelever på gården, viser rundt i den frodige have, der fortsat har mange planter og stauder, som ikke er blevet taget op. Det har lige regnet, hvilket får det hele til at virke ekstra indbydende.

Camilla Plum. Foto: Jan Unger/Polfoto

»Alle sorter, du ser her, er kommet igennem nåleøjet. Det er nøje udvalgte planter og blomster, som vi bedst kan lide. Det er de mest robuste, flotteste og velsmagende grøntsager, samt de smukkeste blomster. Fælles for det hele er, at det får lov til at vokse vildt i en jord, som ikke er særlig venligsindet. Vores motto er: Hvis det kan klare sig her, så kan det klare sig alle steder. På den måde er alt, som vi sælger, utrolig velegnet til private haver,« siger Zenia.

Vi står midt inde i den økologiske køkkenhave, der fortsat fremviser spinat, kål og salat på rad og række. Nede for enden står en busk med efterårshindbær. Modsat hindbær, som du normalt køber i butikkerne, er de grønne og smager lidt mere af fersken. Stiklinger som denne er utrolig populære, da folk gerne vil have noget spiseligt og flot i deres haver.

»Vi er begyndt at lave mange stiklinger. Jordbær, hindbær og bærbuske er generelt meget populære hos folk. Disse grønne efterårshindbær bærer på førsteårs skud modsat de traditionelle hindbær, som bærer på andetårs Det er et godt tidspunkt at grave rodskuddet op og lave stiklinger. Det må gerne være lidt mere vildt vejr, når man gør det,« siger Zenia.

Flerårige planter hitter

Vi går videre forbi grønkål, ærter og kæmpestore artiskokker. Flere af planterne er flerårige, hvilket betyder, at man ikke skal til at grave dem op og så nye hvert år. Noget, der passer den danske havebruger rigtig godt, fortæller Amalie.

»De flerårige grønkål er meget populære, da man kan rykke skud af i fire-syv år uden at skulle plante nyt. Så slipper man for at skulle så, grave og luge. Det normale grøntkål holder kun et enkelt år. Vi har også otte forskellige artiskokker. Nogle af dem kan man spise rå og hele, mens man fra andre kun kan bruge hjertet,« siger Amalie.

I midten af haven står en række stativer, som har en lang række ærtesorter. Det er en del af et projekt, som bliver lavet i samarbejde med den danske forening Frøsamlerne. Her forsøger man at samle, teste og vurdere sjældne ærtesorter, som modner over en lang periode.

»Her kan man gå og smage på ærter, som er gået i glemmebogen. Ærteproduktionen er blevet industrialiseret, og derfor er mange af de gamle sorter forsvundet. Vi har sat en proces i gang, hvor vi kan tage frø af ærter, som vi ikke ser andre steder i Danmark,« siger Amalie og guider os videre forbi en byhave, der er lavet for at vise, at man godt kan tænke lidt utraditionelt. Eksempelvis indeholder den rabarber, en plante, som folk ikke normalt forbinder med en byhave.

Camilla Plums have er fyldt med grøntsager. Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Gartnereleven Zenia fremviser en bælg med lilla hestebønner. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Inde i et af drivhusene står der en række af de sjældne og farvesprudlende chiliplanter, som Camilla Plum har i sit sortiment.

»Camilla har 130 forskellige slags chilier i sit sortiment. I år har hun måske dyrket 90 af dem, da der hvert år er en udskiftning. Chilier er utrolig attraktive, da det er en spiselig og flot plante. De har en fantastisk aroma og fantastiske farver,« siger Amalie.

Uden for drivhuset finder vi endnu en række spisedelikatesser. Zenia tager en bælg og viser en række lilla hestebønner, der med sin gennemtrængende farve virker utroligt appetitvækkende. Her er der også tranebær og gule, røde og lilla majs.

»Hestebønner smager dejligt rå. Dem kan man spise, som de er, men de er også meget lette at tilberede. Desuden er de igen meget flotte at have i haven,« siger Zenia, der viser os indenfor i et andet drivhus, som har en række af de tomater, der endnu ikke er høstet. Her er der gule og sorte blommetomater, der ifølge hende er ”årets hit”.

»Den gul-orange, aflange blommetomat, du ser der, hedder blush. Den smager enormt godt, og er meget dekorativ. Det er årets nyhed, og den bliver rigtig populær i år,« siger Zenia.

Buske med appetit

Fuglebjerggaard er mere end en stor køkkenhave. Det er også et økologisk landbrug med brødkorn, frugtavl og dyr. Blandt andet har hun en stor plantage med æbler, hvorfra hun laver æblecider og i sidste ende eddike. I det hele taget er et gennemgående tema, at man ikke smider noget ud, fortæller Camilla Plum selv, da hun byder på kaffe i sin stue.

Der vokser grønkål, ærter og kæmpestore artiskokker i Camilla Plum store have. Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Camilla Plum dyrker specielle hvidløg, der vist nok nærmere er en slags porrer, men smager dejligt af hvidløg. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

»Vi bruger rub og stub her. Det er et gennemgående tema. Det handler jo også om at vise, hvor gode de økologiske varer er. På nuværende tidspunkt er de flerårige planter, som vores grønkål, det nye sort, da man kan have den til ”evig tid”, forstået på den måde, at man ikke skal igennem hårdt arbejde for at få nye blade næste år. Folk er generelt ret gale med spiselige ting,« siger Camilla Plum.

Det gælder også hvidløg, som også er flerårig. Efteråret er den perfekte årstid, hvis man skal plante sine hvidløg, der skal sættes, før vinteren kommer.

»Hvidløg skal sættes før vinteren. Det er lidt en temperamentssag, om du vil have dem i potter, hvor de er beskyttede, eller ej. Vi gør det her, da jorden er rigtig våd herude. Der er rigtig mange, som tror, at hvidløg er helt vildt svært. Man skal bare sætte det i jorden, og man skal gøre det nu – før vinteren – og så kommer de op i forår,« siger Camilla Plum, der minder om, at man ikke får noget ud af det, hvis man sætter hvidløg om foråret.

Årstid for hvidløg

Ved siden af hende står en kasse med specielle hvidløg, som hun har fået tilsendt, da efterspørgslen på hendes specielle hvidløg har været for stor i år.

»Vi har en anden slags hvidløg, som smager bedre. I virkeligheden er det nok en porer, men det smager af hvidløg. Feddene er langt større, og det smager ikke så kraftigt som et almindeligt hvidløg. Folk synes, at det er helt vildt sjovt. Du sætter hele løget ned et sted i haven og så vil det dele sig, og der vil komme en ny plante med et fed. Denne forplantning vil fortsætte hvert år, og der er mange mennesker, som kan få meget ud af det, da planterne samtidig er rigtig flotte,« siger Camilla Plum.

Hun bruger meget tid på at finde og avle nye ting, som ingen andre har. Det gælder om at finde nyheder og begejstre folk, men det gælder også om at afmystificere mange af historierne omkring havebrug. Eksempelvis er hvidløg nemme at plante, men det ved folk ikke altid.

Der er også plads til smukke stauder i haven i Nordsjælland. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

»Vi har en planteskole med en række planter, som vi piner og plager. Når de så kommer hjem til folk, vokser de som sindssyge. Hvis du køber en plante fra et supermarked, som ser helt fantastisk ud og er enorm, så har den fået så meget kunstgødning og så meget kunstigt lys, at den ikke kan klare sig i den virkelige verden. Vi underviser i dyrkning af haven, og de planter, vi har, skal være nogle, som kan lykkes hjemme hos den private haveejer,« siger Camilla Plum.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.