Fortsæt til indhold
Bolig

Fru Grøn: Sådan undgår du brune striber i toilettet

Er du træt af grimme, brune striber i toilettet? Så få her Bolius’ rengøringsekspert Fru Grøns råd til at slippe effektivt af med dem - og undgå, at de kommer igen.

Bolius

De brune striber i toilettet består af kalk og jernforbindelser. De kommer fra vandet og afsættes, når der skylles ud i toilettet.

LÆS OGSÅ: Ionbytningsanlæg fjerner kalk i vandet

Hvis du bor i et område med meget hårdt vand, vil du sandsynligvis opleve større problemer med brune striber i toilettet. Drikkevands hårdhed er nemlig et udtryk for indholdet af kalk og magnesium.

Midt i Jylland er vandet meget blødt (4-8dH), mens det i visse københavnske dele er hårdt til særdeles hårdt (20 – 30dH).

Se hvor hårdt vandet er i din kommune

LÆS OGSÅ: Fru Grøn: Sengetøj skal ikke vaskes for tit

Sådan fjerner du brune striber i toilettet

Svup vandet ud af toiletkummen. Hvis der er brune striber under vandoverfladen, kan du bruge en svupper til at pumpe vandet ud først.

Bland dette i en sprayflaske: 1 dl eddikesyre 32 % med 4 dele vand.

Sæt toiletpapir på striberne, og spray blandingen på, så papiret klistrer til kummen. Husk at bruge handsker. Lad det virke nogle timer eller natten over.

Hvis blandingen ikke tager kalken, kan du forsøge dig med et middel med fosforsyre som fx Fluren 33 eller Borups kalk- og rustfjerner.

Er de brune striber rust, kan de nemt fjernes med fx Magica, som købes hos Matas.

Fru Grøns superfif: Hvis der stadig er brune striber

Nu burde dit toilet være uden brune striber – men hvis der stadig er brune striber i toiletkummen, kan du forsøge dig med denne blanding:

  • Lav denne blanding: 2 spsk. vaskepulver til hvid vask og 1 liter kogende vand. Det er vigtigt, vandet er varmt - vaskepulverets blegende effekt virker først rigtigt, når vandet er over 60 grader.
  • Dyb toiletbørsten i blandingen og skrub toilettet godt.
  • Lad blandingen virke nogle minutter

LÆS OGSÅ: Så tit skal du skifte karklud

Undgå, at striberne vender tilbage

  • Fru Grøns rengøringsfilosofi er: Hold rent frem for at gøre rent. Og det er sådan, du forebygger brune striber i toilettet.
  • Skrub toiletkummen hver dag med en børste uden brug af rengøringsmidler.
  • Tjek, om vandet løber, efter cisternen er fyldt op. Hvis vandet løber, kommer striberne hurtigere, og toilettet skal repareres. Tjek, om vandet løber ved at sætte et stykke toiletpapir på den øverste kant, hvor vandet løber ind, og se om det bliver vådt.

Rengør toilettet en gang om ugen med WC-rens, gerne miljømærket. Lad midlet virke nogle timer eller natten over.

LÆS OGSÅ: Rengøringsekspert: Vi skal stoppe med at desinficere vores liv