Internationale overraskelser i vestjysk villa
Udefra minder huset om et almindeligt dansk hvidkalket husmandssted. Men indenfor gemmer der sig en overraskende og eventyrlig bolig med inspiration fra hele verden.
Da vi trådte ind i huset første gang, fornemmede jeg med det samme, at stedet her emmer af sjæl og historie,« fortæller Ulla Fasting.
»Vi havde en ide om, at ham, der havde startet ombygningen, var inspireret af Afrika eller Spanien, og fandt også ud af, at den store stenovn i havestuen er en nøjagtig kopi af de ovne, man ser i de Nordafrikanske bjerge.«
Læser du med fra mobilen, så få det fulde udbytte af artiklen her
Med arkitektur inspireret af fremmede kulturer kunne huset blive en perfekt base for den rejseglade familie. Samtidig med at huset bød på mange spændende detaljer, var der mulighed for at udnytte endnu flere kvm, haven havde en tilpas størrelse, og der var mulighed for at leje ekstra jord. Der var derfor god plads til både børn og voksne og de heste, familien havde, da de flyttede fra Østjylland til Vestjylland i 1991 grundet jobskifte.
Inviterer til opdagelse
Som besøgende fornemmer man også straks den dejlige atmosfære og den særlige ro, der er på det charmerende landsted, og man får lyst til at gå på opdagelse både ude og inde. I husets underetage er lofterne hvide, ligesom de fritlagte bjælker, der sammen med de gennemgående gule murstensgulve, giver huset et varmt og landligt præg.
Fra stueetagen kan man tre steder gå op til husets overetage. Overetagen rummer adskillige værelser, flere med adgang til altan, hvor man kan sidde og nyde et roligt øjeblik, og heroppe sørger hvide vægge og hvide trægulve for, at lyset får ekstra magt. Der er åbnet op mod alle verdenshjørner, og der er udsigt over landskabet fra alle rum. Hele huset er lyst og solidt.
»Man føler sig tryg, selv når vestenvinden rigtig suser herude,« siger Ulla Fasting.
Her er rigtig mange ting, som er gået i arv.Ulla Fasting
Trods sine mange kvm er huset hyggeligt, og når det gælder indretningen, er dette hjem ganske unikt. Der er ingen tvivl om, at huset, som er fra 1910, allerede havde historier at byde på, da Ulla Fasting, hendes mand og to af deres børn flyttede ind – men efter de i mange år har her, er alle 332 kvm fyldt med egne historier og eventyr.
»Der er faktisk ikke ret mange ting her, vi har købt,« fortæller Ulla Fasting og fortsætter:
»Her er rigtig mange ting, som er gået i arv og forhåbentlig skal fortsætte videre i arv.«
Dog har parret, både hver især og sammen, bragt ting med hjem fra rejser – ting som vidner om en masse oplevelser og eventyr. Ulla Fasting, som er en god historiefortæller, kan fortælle noget om hver en ting i hjemmet, og det er en rejse i både tid og sted at følge hende gennem huset, hvor arven og rejserne præger hele indretningen. Her er bl.a. tæpper fra Tyrkiet, Marokko, Afghanistan og Peru, en vask fra Mexico, fliser og en lysekrone fra Firenze, hvor den ene datter har boet, brugskunst hjembragt fra Rusland og kinesiske paneler købt på Zanzibar af Ulla Fastings svigerfar, som var norsk kaptajn.
Her er også masser af fotografier og malerier, især malerier af familiens oldeforældre, Sally Philipsen og Erik Henningsen. Sally Philipsen var maler og levede fra 1879-1936, Erik Henningsen, som levede fra 1855-1930, var maler og illustrator. Mange herhjemme kender især hans dekorative Tuborg-reklameplakat, som også hænger i køkkenet hos familien Fasting.
Begge malerne rejste, ligesom deres forældre og børn også gjorde det, og Ulla Fasting mener, det ligger i blodet, det med udlængslen. Hendes mand er fra Norge og er læge, hun selv er uddannet sygeplejerske. En uddannelse som har givet hende mulighed for at arbejde i hele verden. De har begge haft mange rejseoplevelser både via jobs og private rejser.
Også deres fire børn, tre døtre og en søn, har rejseblod i årerne. Børnene har alle rejst en del og boet under fremmede himmelstrøg. I perioder har huset i Sevel været base for den ene datter og en svigersøn, da de var i Danmark for at føde børn, som Ulla Fasting formulerer det. Da var det dejligt med de ekstra kvm.
Familien Fasting tæller i dag 10 børnebørn, som bringer bedsteforældrene megen glæde.
Det er Limfjorden, der skaber det helt specielle lys.Ulla Fasting
»Jeg elsker at have dem alle på besøg, og bliver der ind imellem lidt for megen støj, så kan jeg altid finde et sted at trække mig lidt tilbage. F.eks. kan jeg godt finde på at gå over i mit drivhus, der elsker jeg at sidde lidt og nyde roen,« fortæller Ulla Fasting.
Limfjordens lys
Julen er et af de tidspunkter på året, hvor huset ofte rummer hele den tilrejsende familie. Her byder traditionen, at et fire meter højt træ pryder havestuen, som forbinder den tidligere stald med stuehuset.
Havestuens meterhøje glasparti lukker et fantastisk lys ind, og lyset, som både ude og inde er noget særligt, er noget af det andet bemærkelsesværdige ved hjemmet.
»Det er Limfjorden, der skaber det helt specielle lys herude, og vi fornemmer det særligt, fordi vores hus ligger så højt,« fortæller Ulla Fasting.
»Selv om jeg ikke maler, så har jeg i flere år drømt om at skabe et atelier i det ene uudnyttede loftsrum. Der ville man få det perfekte arbejdslys, og som i de andre loftsværelser er der også mulighed for en skøn udsigt over landskabet. Men vi skal ikke bygge mere, så det må blive op til kommende ejere at beslutte, hvad rummet skal bruges til,« siger Ulla Fasting med et smil.
Jeg var solgt med det samme.Ulla Fasting
Det er også i havestuen, mange af Ulla Fastings grønne planter bor – eller kommer ud for at få lidt solenergi. Hun sætter pris på at have grønt omkring sig hele året og har omhyggeligt valgt nogle potteplanter, som ikke kræver for meget pasning, når parret rejser, og en nabo skal passe huset og de to hunde.
Havestuen præges desuden af de smukke kinesiske vægpaneler, som familiens kaptajn hjembragte, og så den tidligere omtalte stenovn. Udover ovnen rummer huset også et par kakkelovne, men de er der i dag mest for hyggens skyld. I alle stueetagens stengulve er der nemlig gulvvarme, som får energi fra jorden og solfangere.
Det må siges, at der på alle måder er en dejlig varme og god energi i landvillaen i Sevel.
Skab selv stilen
Blev du inspireret af indretningen i den landlige liebhavervilla, så er her nogle tips til stilen:
Mal vægge, lofter og evt. gulve hvide, så du får en lys og rolig base for din indretning.
Tænk i rustikke materialer som træ og keramik, og bland gerne flere stel, når du køber ind til køkkenet.
Kelimtæpper i røde og brune nuancer kan bringe hygge og varme ind i indretningen. Brandtsindoor.dk har et godt udvalg.
Kombinér de lidt tunge borde og skabe i mørkt træ med lette stole i træ eller flet. Du kan f.eks. finde møblerne på lauritz.com eller dba.dk.
Hæng dine familiefotos og malerier op i collager. Du kan finde malerier af danske malere hos auktionshuse som bruun-rasmussen.dk og lauritz.com.
Giv dig god tid til at finde pyntegenstandene til dit hjem. Find dem på rejser og på loppemarkeder for at få en unik og personlig samling.
Grønne planter giver liv og kulør til dit hjem.