Mindre solcelleanlæg er stadig en god forretning for boligejere
Trods mindre støtte til solceller, kan det stadig betale sig at investere i mindre solcelleanlæg, viser beregninger, som KPMG har lavet for Bolius. Den gode forretning er dog betinget af, at EU godkender støtteordningen. Beregn, hvad du kan tjene på solceller.
Selv om ændrede regler har gjort gevinsten ved at have solceller langt mindre, kan det stadig betale sig at investere i et solcelleanlæg.
- Solcelleanlæg er langt fra den forretning for boligejere, som det var, men det er stadig en god forretning. Samtidig er det vigtigt at sige, at der også er andre ting på spil her. De kWh du selv producerer med dit solcelleanlæg, skal et kulkraftværk producere mindre, og det mindsker CO2-udledningen, siger Bolius' energiekspert, Morten K. Mathiasen.
LÆS OGSÅ: Test: Her er de bedste solceller
Tjen 150.000 kr. på et solcelleanlæg fra 2014
Ifølge beregninger, som revisionsselskabet KPMG, har lavet for Bolius ville en boligejer under den gamle ordning, der blev ændret i november 2012, med et solcelleanlæg til 80.000 kr. på 6 kW og et årligt forbrug på 6.000 kWh samt en inverter på 10.000 kr. have tilbagebetalt anlægget på 5 år og sparet ca. 310.000 kr. på elregningen over 25 år.
Med de nuværende regler vil samme solcelleanlæg købt i 2014 være tilbagebetalt på 10 år og give en besparelse på 154.000 kr. efter 25 år, hvis du anvender 40 procent af den strøm, solcellerne producerer inden for en time.
Kan du kun anvende 30 procent, er tilbagebetalingstiden på 11 år med en besparelse på 120.000 kr. efter 25 år, Og er du nede på 20 procent, er tilbagebetalingstiden 13 år og besparelsen 85.000 kr. efter 25 år, viser beregningerne ifølge skatterådgiver Jan Carstensen, KPMG.
LÆS OGSÅ: Sådan styrer du uden om dårlige solceller
Brug strømmen, når solen skinner
At tilbagebetalingstiden er længere og besparelsen mindre skyldes, at dit elforbrug nu udregnes på timeplan i stedet for på årsplan. Det betyder, at der lægges meget større vægt på, hvor stor en del af den strøm, solcelleanlægget producerer, du selv bruger, og hvor meget overskydende strøm, som bare bliver sendt vider ud på det fælles el-net.
Jo mere strøm du bruger, når solen skinner, og jo mindre når den ikke gør, jo bedre en forretning er solceller.
Men det kan være svært at bruge strømmen lige, når solen skinner. Langt de fleste mennesker bruger nemlig mest strøm fra kl. 17-20, hvor de kommer hjem fra job, og tænder lys, laver mad og vasker tøj og andre strømkrævende aktiviteter, og på dette tidspunkt af døgnet, producerer solcelleanlægget i store dele af året ikke ret meget strøm. Mange boligejere bruger derfor reelt kun omkring 20 procent af den strøm, et solcelleanlæg på 6 kW producerer.
Mindre solcelleanlæg kan bedst betale sig
Derfor kan det umiddelbart bedst betale sig at købe et mindre solcelleanlæg.
- Hvis du investerer i et solcelleanlæg på f.eks. 4,5 kW eller 3 kW, så vil den andel strøm, du selv bruger inden for timeafregningen, også være større. Det vil alt andet lige betyde en hurtigere tilbagebetalingstid, forklarer Jan Carstensen.
LÆS OGSÅ: Slut med grimme solceller
Boligejere får for lav pris for solcellestrøm
Det er fortsat uvist, om støtteordningen bliver godkendt eller ej, og hvornår det i givet fald sker, ved ingen med sikkerhed, siger pressechef i Energistyrelsen, Ture Falbe-Hansen, til Bolius.dk.
- Jeg kan kun sige, at vi arbejder stenhårdt på at få den godkendt, siger Ture Falbe Hansen.
Om de ca. 2.200 danskere, der har købt et solcelleanlæg, efter Folketinget vedtog loven 4. juli 2013, får penge tilbage for differencen mellem de 60 øre og 1,14 kr. i den tid, der går, indtil EU evt. godkender ordningen, er også usikkert.
Bliver det markedsprisen på de 60 øre, der kommer til at gælde, bliver solceller en dårligere forretning for boligejerne.
Med en udnyttelsesprocent på 40 bliver tilbagebetalingstiden 12 år med en besparelse på 116.000 kr. efter 25 år. Er udnyttelsesprocenten på 30, er tilbagebetalingstiden på 16 år og besparelsen på 73.000 kr. efter 25 år. Og er udnyttelsesprocenten nede på 20, vil du have tilbagebetalt anlægget efter 21 år og have sparet 26.000 kr. efter 25 år.