Fortsæt til indhold
Bolig

Radon dræber 300 om året – boligejere er ligeglade

Den kræftfremkaldende gasart radon medvirker til 300 dødsfald i Danmark om året, men 7 ud af 10 boligejere bekymrer sig ikke om radon, viser ny undersøgelse fra Bolius. Læs, hvordan du måler, om der er radon i dit hus og sikrer dig mod det.

Louise Fogh Hansen, Bolius

Den giftige gas radon er kræftfremkaldende og medvirkende til 9 procent af alle lungekræftsdødsfald, eller omkring 300 dødsfald årligt. Det er flere, end der dør i trafikken. Alligevel fylder radon ikke meget i boligejernes bevidsthed.

Kun 6 procent af boligejerne bekymrer sig om radon i høj eller meget høj grad, og 71 procent bekymrer sig ikke. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet for Bolius.

Radon er en radioaktiv gas, der siver op fra undergrunden og kan trænge igennem utætheder ind i dit hus. Den kan hverken ses, lugtes eller smages.

Er du udsat for radonholdig luft over flere år, stiger din risiko for at udvikle lungekræft. Jo flere år, du opholder dig i radonholdig luft, og jo højere radonkoncentrationen er, jo højere bliver risikoen.

LÆS OGSÅ: Radon i mit hus gjorde mig syg

Radon: Mon det er farligere end grillmad?

Morten Kiil Poulsen bor med sin kone og datter i et parcelhus i Aarhus, hvor der er et højt radonniveau i 3-10 procent af husene. I et hus som hans, der er bygget før, det blev et krav at radonsikre, er risikoen for radon højere.

Morten Kiil Poulsen har sat sig mere ind i emnet end de fleste andre boligejere, fordi han er i gang med en tilbygning, der også inkluderer kælder, og i den forbindelse er radonsikring et lovkrav. Alligevel har han stadig svært ved at vurdere, hvor alvorligt han skal tage truslen.

- Man ved ikke rigtig, hvad radon er. Jo, det er den her gasart, og den kan være kræftfremkaldende. Men det kan også være kræftfremkaldende, når man spiser grillmad, og det spiser man jo alligevel, forklarer Morten Kiil Poulsen.

Radon er farligt

Hos fagkundskaben er der ingen usikkerhed i vurderingen af radon.

- Der er ingen tvivl om, at der er en risiko ved radon, og den er veldokumenteret og velundersøgt, fastslår radonekspert Kaare Ulbak fra Statens Institut for Strålebeskyttelse.

LÆS OGSÅ: Radon er langt farligere for rygere

Nye huse sikres mod radon

Siden 1998 har der været krav om radonsikring ved nybyggeri, og i nye huse må indholdet af radon ikke overstige 100 Bq/m3.

- Det er vigtigt, at der er projekterende i byggebranchen, der tager hånd om det, og at radonsikring bliver en naturlig og integreret del af det at bygge huse i Danmark – på lige fod med fx isolering, siger Kaare Ulbak.

Selvom Morten Kiil Poulsen har sat sig bedre ind i emnet end andre boligejere, har han stadig svært ved at vurdere, hvor alvorligt han skal tage truslen.

… ældre huse gør ikke

Men der er ingen radonkrav til ældre huse, og Sundhedsstyrelsen vurderer, at grænsen på 100 Bq/m3 er overskredet i 350.000 boliger.

I Bolius’ undersøgelse svarer 72 procent af de boligejere, der ikke har radonsikret kælderen, at de ikke har planer om at undersøge niveauet af radon.

Radonsikring ikke tæt nok

I 2011 viste en gennemgang af 16 nyopførte huse, at selvom kravene om radonsikring var overholdt, havde halvdelen af husene for høje radonniveauer. Der skal nemlig kun små fejl til, før der opstår utætheder i de membraner og tætninger, der skal holde radon ude.

Derfor er der ingen garanti for, at huse, der er bygget efter 1998, er radonsikre, og der er intet krav om at måle radon i nye huse for at kontrollere, at radonsikringen virker.

Forslag: Tjek huse for radon

I 2011 – før folketingsvalget – fremsatte Socialdemokraterne og SF forslag om at gøre det lovpligtigt at tjekke niveauet af radon i nybyggede huse. Dengang sagde SF’s daværende klima- og energiordfører Anne Grete Holmsgaard til 24timer:

- Jeg har forgæves prøvet at få sundhedsminister Bertel Haarder (V) til at erkende, at det er et nationalt sundhedsproblem, og jeg synes, at det er uanstændigt, at han tilsyneladende ikke vil. Men så må han tvinges til at tage ordet i sin mund, for det er jo 350.000 hjem, der skal have hjælp.

S og SF trækker i land

Men i dag, hvor SF og Socialdemokraterne sidder i regering, er forslaget ikke længere på dagsordenen.

- Det har ikke været med i regeringsgrundlaget, siger boligordfører Jan Johansen (S).

- Selvfølgelig bekymrer det os, men det er også realismen ved, at det vil koste en masse penge at sikre alle huse mod radon. Er det boligejerne, der skal betale det, eller skatteyderne? spørger han.

Læs også i Bolius’ gratis boligmagasin BEDRE HJEM for december 2013:

  • 110.000 danskere bor ulovligt i kælderen
  • Danmark er et slaraffenland for indbrudstyve
  • Huset på klipperne

… og meget, meget mere