Grov, grøn og slank

»Mens eksperterne skændes, så det brager, om den rette vej til den slanke linje, og sæsonaktuelle kure overbyder hinanden med løfter om hurtigt vægttab, kan vi sagesløse forbrugere vel samles på det eneste punkt, hvor eksperterne er enige,« tænkte Kokken og trak grøntsagsskuffen ud for at overveje dagens muligheder.

»Der skal masser af grønt og groft til - det er alle enige om. Men det går kun, hvis man gør lidt stads af sagerne og varierer opskrifterne,« ræsonnerede han, og fiskede et par peberfrugter og en tyk vinterporre op af skuffen sammen med nogle endivier (julesalat), der stærkt nærmede sig sidste brugsdato. De to peberfrugter - en rød og en gul - skar han i strimler og lod dem simre i lidt olivenolie i en bred kasserolle. Imens skar han porren i ringe og flækkede julesalaterne på langs, idet et par let brunede yderblade blev fjernet.

Begge dele lagde han øverst i kasserollen oven på peberfrugterne, hældte en lille sjat vand og lidt salt ved og lod det stå og dampe næsten mørt under låg - ca. 5 min. Derefter lagde han hele herligheden i et lille ovnfad med julesalaterne øverst. Efter lidt frisk reven parmesan og nogle dråber olivenolie hen over det hele og en tur under grillen til osten var gylden, var sagen klar. Kombinationen af de søde peberfrugter og den let bitre julesalat klædte både hinanden og et par tykke, magre svinekoteletter stegt på grillpande meget fint.

Står menuen på fisk, kan samme model anvendes, blot erstattes julesalat af fennikel skåret i kvarte.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen