Fortsæt til indhold
Bolig

1930´er- villaen en god investering

<p>70-80 år gamle villaer har været gode investeringer. Fremover kan 1970’er-huset vise sig at stige mest i værdi.</p>

Hvis man i 1996 købte et hus opført i 1930’erne kan man i dag glæde sig over at have gjort en god investering. En analyse fra ejendomsmæglerkæden EDC viser nemlig, at 1930’er villaens pris i de seneste 10 år i gennemsnit er steget med 127 pct. Det tilsvarende tal for 70’er huset er 95%. Men meget der tyder på, at billedet kommer til at vende de næste 10 år, vurderer EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann.

"Generelt er 30’er villaerne beliggende i eller lige omkring bykernen, hvor priserne er steget mest. Så det er også et spørgsmål om beliggenhed. Men netop nu ser vi, at priserne stiger kraftigst på huse beliggende i billigere områder, så skulle jeg investere i et hus i dag og udelukkende betragte det som investering, tror jeg, valget ville falde på en 70’er villa i gode materialer og beliggende lidt væk fra de dyreste områder," siger han.

Godt håndværk i 1930'erne

Analysen fortæller også hvilke hustyper der i dagens marked opnår de højeste kvadratmeterpriser. Fem perioder adskiller sig mere eller mindre markant fra helhedsbilledet. Det drejer sig om villaer fra 1930’erne, 1950’erne og helt nye huse, der skiller sig ud med de højeste priser, mens huse opført lige omkring Den 2. Verdenskrig og almindelige 70’er-parcelhuse opnår lavere priser end gennemsnittet.

Villaer fra 1930’erne er først og fremmest populære på grund af de håndværksmæssige værdier og kvaliteter. De kan tilpasses moderne forhold, samtidig med at den klassiske villas charme bevares. Dernæst er de ofte beliggende i bykernen, hvor priserne generelt er højere. Men renoveringsarbejder på denne type ejendom løber ifølge EDC ofte op i betragtelige summer.

70'er huse meget ens

På huse fra 70’erne ses lavere kvadratmeterpriser. Husene er arkitektonisk og indretningsmæssigt meget ens, og materialerne ofte ikke særligt langtidsholdbare. Beliggenheden udenfor bykernen er til gengæld populær hos børnefamilierne, fordi skoler og stisystemer er med til at sikre en nemmere og mere tryg dagligdag. Desuden er disse huse nemme og billige at ombygge med f.eks. et stort køkkenalrum, som mange sætter pris på i dag.

"Jeg tror, at kvalitetsparcelhuset, som vi også kender det fra 70’erne og 80’erne vil være en populær bolig fremover. De voksne der køber hus i dag, er ofte selv vokset op i et parcelhus, husene er beliggende i trygge trafikale omgivelser, de er rimeligt velisolerede, og de er billige at bringe op til dagens standard," siger Jan Nordmann.

Nye huse koster mest

De højeste priser på dagens boligmarked opnår de nyeste huse, og det overrasker ikke Jan Nordmann.

"Folk er generelt meget købestærke i dag og betaler gerne lidt mere for moderne arkitektur og materialer og ikke mindst et energivenligt hus. Faktisk er det sådan, at man med de høje energipriser og det modsvarende lave renteniveau, har råd til at købe en væsentligt dyrere bolig, hvis man modsvarende opnår en lavere udgift til opvarmning," slutter han.

Analysen er baseret på de villaer som EDC-kæden aktuelt har til salg, hvilket svarer til 25% af samtlige villaer til salg i Danmark. For at udligne forskelle i de forskellige perioders villastørrelser, er priserne udregnet pr. kvadratmeter.