Tid til afholdenhed

Kyperen har holdt vinfri nogle dage. Ikke af hellighed, men for at kunne nyde drikken så meget mere, da det igen blev tid til at åbne nogle flasker.

Den kunst at lade være er i et overflodssamfund ikke den mindste. Alt med måde, det er det gamle motto, som bliver sværere og sværere at overholde for sjælen, den være sig svag eller bare almindeligt bøjelig. At kunne spise fem af de rigtig gode pommes frites på restauranten, ikke tømme hele skålen. At kunne nyde et glas eller to af den gode rødvin, ikke tømme hele flasken og én til plus en del hårdere genstande, før man dejser om. At kunne sige ja tak første gang, man bliver budt, men nej tak til anden ombæring.

Mådehold, altså. Det er en god ting. Jeg går helt ind for det, er ikke god til at praktisere det, det skisma er jeg næppe alene om.

Ar på sjælen

Man skal også passe på med det. Stramme begrænsninger kan sætte ar på sjælen. Johannes Møllehave fortæller, hvordan han som barn rituelt blev budt én Gajol af et ældre familiemedlem. Denne nøjsomhed satte sig som traume hos den voksne Møllehave, der konsekvent går rundt med en hel, klirrende æske Gajol i lommen for altid at have fornemmelsen af rigelighed. Om forfatteren Jakob Knudsen, der var en svær mand, fortælles det, at han ikke kunne nyde noget uden bevidstheden om, at der var mere, hvor det kom fra. En ven bød ham en whisky fra en næsten tom flaske og fik som svar:

»Har du da mere?«

Først da det blev bekræftet, slappede Knudsen af og tog en sjus.

Undtagelsen fra reglen

Hvad vin angår, har kyperen altid mere. For meget, faktisk, for som så mange andre vinelskere køber jeg for vildt ind til kælderen, og hver gang, jeg bestemmer mig til at smække kassen i, dukker en ny uimodståelig årgang op, som kræver en undtagelse fra reglen.

Således er min kælder fyldt med undtagelser, der truer afholdenheden, og det er jeg egentlig glad for. Jeg synes, det er sjovt at sammenligne vine fra forskellige årgange eller forskellige huse, det er nu min lille fornøjelse, men for mådeholdet er det skidt. På dagen, i hvert fald.

Dog, der er råd for det. Man kan være diætisk i at holde diæt, det virker faktisk stimulerende. Være afholdende en gang imellem, nogle dage i træk, mens man samler lyst og koncentration om de vinoplevelser, der skal komme.

Jeg ved, jeg har prøvet det.

At jeg ikke er behandlingskrævende alkoholiker, bygger jeg på den iagttagelse, at jeg flere gange har været i stand til at sidde igennem timelange konfirmationer, fødselsdage, festmiddage og bryllupper uden at røre en eneste råbe - fordi vinen på bordet simpelthen var noget, jeg ikke have lyst til at drikke.

Det er ingen kunst eller prøvelse. Men derhjemme er det en kunst at lade være, selv om man kunne, og den kunst skal man mestre fra tid til anden. For sin egen skyld.

Afholdenhedens kunst kan nemlig dyrkes ud fra andet end religiøse eller moralske principper. Hvad der sker hver dag, vil næsten altid være mindre spændende end det, der kun sker en gang imellem, eller bare nogle gange om ugen. At have vindage og ikke-vindage kan for den vinnydende være en måde at holde forbruget en anelse i ave - og samtidig forøge nydelsen.

Medicinsk utilrådeligt

Medicinsk er det ikke tilrådeligt, videnskaben siger det klart. Doktoren taler om ét eller to glas om dagen, altid jævnt fordelt, og så må man håbe, han har nogen at dele flasken med og ved noget om opbevaring af vinrester, for det er sandt for dyden de færreste vine, der bryder sig om at blive drukket på tredjedagen. Sådan at smadre nydelsen ved at lade vinen stå og blive dårlig er jo også en vej til afholdenhed, men jeg anbefaler den ikke.

Afholdenhed bør nydes i små doser og med stadig tanke på livets timelighed. Om lidt er vi borte, det er en stakket frist. Og som Frank Sinatra sagde det, så er der ingen grund til at misunde afholdsmanden; når han står op om morgenen, så ved han, at som han har det nu, bedre får han det ikke i dag.

lillelund@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen