Opskriften på tørt brænde
Du har i tidens løb skrevet en del om brænde - træ til brændeovnen. Jeg er en smule uenig med mig selv om den bedste måde til tørring og opbevaring.
Hvad med en kort køreplan for brændet, lagringstid osv.
Venlig hilsen
Carsten I., Århus N
- Tag det følgende med et gran salt, for kan man få et godt tilbud på uopskåret træ, skal man tage det uanset årstiden. Så skærer man det op, kløver og stabler og venter med at bruge det, til det er tørt.
Men den normale køreplan, hvis det hedder sådan, er nogenlunde som følger:
Træet skal være fældet før 1. april, hvorefter brændet saves og kløves hurtigst muligt og allersenest 1. maj. Kløvningen hjælper brændet til at tørre hurtigere, selv om den største del af fordampningen sker gennem endetræet.
Brændet lagres bedst under et halvtag sommeren over. Har man ikke et brændely, kan der i nødstilfælde bruge en presenning. Den er ikke ret god, da den holder på fugten i stablen, men dog bedre end træ under åben himmel. Efter en sommer udendørs, skulle fugtigheden gerne være nede på ca. 20 pct. Men igen - det afhænger af vejr og vind, og i visse tilfælde kommer man da ud for træ sidst på året, der slet ikke er ovnklar.
Det er helt ideelt, hvis man omkring september kan få brændet inden døre, da det omkring den tid begynder at optage væde fra luften og forsøger at skabe balance mellem luftens fugtighed og træets.
Det gamle råd med at slå to brændestykker mod hinanden er en glimrende måde at vurdere fugtindholdet på. Tørt brænde giver en skarp lyd, fugtig brænde giver en dump lyd.
Endelig - hvis brændet ikke tænder let og brænder med en klar gul-blå farve, men udvikler røg, er det ikke tørt nok. Så må det som en anden ikke drikkemoden vin vente endnu et års tid.