Udestuen mangler sjæl

Sidste sommer købte vi ejendom på landet. Huset er opført i ca. 1800. Hele ejendommen trænger til en gennemgående renovering, men det skal ske, efterhånden som vi har tid og råd til det.

Vi vil gerne bringe den gamle stil tilbage i huset.

I 1970erne blev der tilbygget en havestue (ca. 29 kvm.), af en slags, som er mindre attraktiv og slet ikke passer til stilen i det gamle hus. Vi troede faktisk, at vi ville have revet det ned sidste sommer, men fandt ud af, at det var det skønneste sted i hele huset sommeren lang. Så den står der endnu, og den vil blive stående til den bliver til en tilbygning i stedet.

Men det trænger til en opfriskende omgang, og vi vil gerne have nogle ideer til, hvordan vi kan få det mere hyggeligt. Der er træpanel (fyr, tror jeg), på væggene ind mod huset, træet er blevet ret mørkt gennem årene. De tre andre vægge er glas fra gulv til loft.

På gulvet er der lige nu et væg til væg gulvtæppe, og beton nedenunder. Vi kunne godt tænke os at skifte gulvtæppet ud, men med hvad?

Den lange side vender mod syd, så der er sol på hele dagen, og der bliver meget varmt derinde. Vi har brug for en slags solafskærmning. (Vi kan ikke lide persienner). Om vinteren bliver rummet ret fugtigt, fandt vi ud af, så ting som kunne tage vandskade skal nok helst flyttes ind i vintermånederne.

Vi spiser de fleste måltider derude, og børnene (4 og 7 år) leger der meget. Derud over er det et skønt sted at sætte sig hen og læse en bog eller avis - også når det regner. Der er direkte adgang til haven, som omringer havestuen.

Vi har nogle møbler, som vi gerne vil bruge netop der; et sæt lyse kurvemøbler - to stole og en sofa (trænger til nye hynder). Og som sagt skal der være et spisebord, hvor mindst fire personer kan sidde. Derud over vil vi gerne have ideer til andre møbler.

Venlig hilsen

Vibeke Jensen Esbjerg

Sæsonen for havestuer er jo godt i gang, og det er da dejligt at have et sted at opholde sig, især med det lidt ustabile danske sommervejr - og stadig nyde haven.

I har jo et dejligt stort areal omringet af en skøn have, kan jeg se på billederne, og jeg forstår udmærket jeres beslutning om ikke at fjerne konstruktionen, inden I har råd til en tilbygning.

Maling kan gøre meget ved sagen, og derudover andre små anskaffelser.

Først og fremmest vil jeg foreslå, at alt træværket bliver malet. I starter med et forseglende produkt, for at "lukke" for træet, så der ikke opstår skjolder igennem malingen. Så skal det have et lag grunder, og til sidst maling i den farve, I vælger. Jeres lokale farvehandler kan give jer ekspert-rådgivning angående de bedste produkter. Jeg synes, I skaleg, at I skal vælge en lys creme-farve.

Da I færdes direkte fra havestuen ud i haven, er det mest praktisk med klinker på gulvet, frem for gulvtæppet I har nu. Da I jo har planer om at tilbygge i den nærmeste fremtid, kan I jo eventuelt tjekke på jeres lokale byggemarked, og se om de har en restordre, som I kan få til rimelige penge. Jeg forestiller mig en klinke på ca. 30x30 cm i lyse nuancer - gerne rustik og robust. For at hygge og gøre det mere "lunt", kan I bruge løse tæpper (fx Jute), som vist på tegningen.

Som solafskærmning vil lyse bambus rullegardiner passe fint ind i stilen med jeres kurvemøbler.

På væggen til højre for havedøren til stuen, kunne I have et hyldesystem til opbevaring af legetøj, urtepotter, kurve og andet, som samtidig kan give flere siddepladser på den lave sektion. Mal det i samme farve som væggen.

På venstre side af havedøren kan I have jeres spisekrog med et dejligt stort bord og tilhørende bænk, hvor børnene også kan lege. Jeg forestiller mig en træbænk med lav ryg, så man ikke skal læne sig op ad glasset, og så udsigten heller ikke bliver blokeret.

Den hyggelige Carl Larson-stil kommer ind i billedet. Et hørlignende stof på hynderne i kurvemøblerne vil være meget fint. Løse puder og hynderne på bænken kan være i den klassiske strib eller i et blomstret stof for at få lidt mere farve på.

God arbejdslyst.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen