Træd ind i et kunstværk

Du kan ikke undgå at se, hvor det er,« lyder det i dørtelefonen, da Jan Klein klikker os ind i den ellers så lukkede bebyggelse. Og da vi træder ud af elevatoren på første sal i Siloen, forstår vi, hvad han mener. Ved én af de ellers fuldstændig ens døre er der stillet tre store malerier op på rad og række.

»Vi har været ved at skifte lidt ud på væggene,« forklarer den høje mand med langt, gråt hippiehår. Det er kunstmaler Jan Klein, og det er hans egne billeder, der er stillet ude i en ellers fuldkommen arkitektonisk, asketisk rotunde.

»Ja, det varer nok ikke længe, inden ”sheriffen” kommer og fotograferer,« griner han. ”Sheriffen” er én af de øvrige beboere, som har set det som sin pligt at meddele bestyrelsen, når nogen overtræder forbudet om at stille noget på fællesarealerne.

»Det kunne da ellers se godt ud med et par røde gummistøvler hist og pist,« kommer det lunt fra den farveglade maler.

Ved første øjekast ligner Jan Klein ærlig talt også en skuespiller, der er blevet fejlcastet til ejendommen, hvor orden hersker. Som gammel hippie, der elsker rock’n roll, love, peace and understanding, må de ordnede, borgerlige rammer føles snærende.

Som at gå ind i et maleri

Men når man åbner døren ind til lejligheden, står det klart, at det gør de ikke. For de er for længst brudt. At gå ind i Ninni og Jan Kleins 104 fortryllede kvadratmeter er som at vandre direkte ind i et af Jans malerier.

På det syrenfarvede gulv er der malet ”love” på kryds og tværs. Køkkenvæggen kunne lige så godt have været én af byens vægge, som gennem årtier har været talerør for spillesteder og agitation, plastret til med plakater og grafitti. Street art.

To af Jan Kleins malerier lyser op i hver sin ende af stuen. Og som en rolig enklave midt i et oprørt hav står et spisebord omgivet af Syver-stole og en Trip-Trap til børnebørnene.

Sofabordet og én af lænestolene er tegnet af Poul Kjærholm, og to Eames-loungestole indbyder til behageligt samkvem. Man fornemmer, at designklassikerne er nøje udvalgt til det kunstværk, som lejligheden udgør.

»Jeg har villet give folk følelsen af at vandre ind i et billede. Derfor skal rummet ses som en helhed. Inde i mit hoved har jeg et samlet billede af, hvad der er nødvendigt for, at sammenhængskraften er der. Alle tingene får en betydning for helheden. Hvis de klassiske møbler ikke får lov til at stå helt rene, så vil det hele blive for rodet,« siger Jan Klein, der ellers både har malet på Ægget og Syver-stole. Ja, det er efterhånden svært at finde noget, som han ikke har prøvet at male på. Armani-habitjakke, en bil, en Macbook, et køleskab for blot at nævne noget i flæng. Næste projekt bliver kister, betror han.

Misbrug forstyrrede

Det er kun fire år siden, Jan Klein sprang ud som fuldtids kunstmaler. Derfor er den store interesse for hans kunst nærmest surrealistisk for ham.

»Det er lidt ligesom i et eventyr,« siger han.

»Jeg har altid gerne villet være kunstmaler, men jeg kunne ikke fuldføre akademiet, selv om jeg var glad for det, jeg lærte der. Jeg kunne bare ikke rigtig koncentrere mig.«

Jan Klein var nemlig ikke mere end 15 år, da han blev hooked på bevidsthedsudvidende stoffer, som det flød med i 60’erne og 70’erne. Skolen var ikke nogen succes for arbejderdrengen fra Vesterbro, men han kunne tegne. Det blev dog kun til et mislykket forsøg på forskolen til Kunstakademiet, da misbruget forstyrrede hans udvikling.

Som 18-årig flyttede han sammen med Ninni, og året efter blev han far første gang. Da han var 23 år, blev han klar over, at der skulle ske noget drastisk, hvis han skulle tilbage til livet.

»Men efter at jeg havde taget beslutningen, tog det mange år at komme i gang med noget. Dengang var der ingen hjælp at hente for misbrugere. Og jeg var gået glip af så meget, ja, havde jo haft et forfærdeligt liv, faktisk. Det var skrap kost for alle de hippier, som blev småpsykotiske og måtte selvmedicinere sig,« siger han.

Kunst på fuld tid

Ninni og Jan Klein besluttede, at de ville hjælpe andre, som var havnet i samme situation, og de næste 30 år arbejdede parret med misbrugere, indtil de for fire år siden besluttede at ansætte en daglig leder på deres institution Klippen ved Slagelse.

»Vi lejede en lejlighed på Bryggen for at se, om det var her, vi hørte til. Og da denne lejlighed blev sat til salg i 2009, slog vi til.«

Pensionist bliver Jan aldrig. Dertil har han for meget energi. I stedet har han omsider kastet sig over kunsten på mere end fuld tid.

Hver morgen kl. 4 går han over i sit atelier i Stay A-huset, der ligger 200 meter længere ude på Bryggen. Og han er sjældent hjemme igen inden 17. Og det er sjovt, for han har med sin rå street art ramt noget i tiden, som alle gerne vil have.

»Tidligere solgte jeg måske 12 billeder på et år. I dag kan jeg sælge flere på en måned. Gallerierne ringer selv og spørger, om de må sælge mine malerier, og jeg siger ja til dem alle sammen. Jeg er 61 år, så der er ingen tid at spilde,« ler han.

Stor interesse for billederne

Derfor er han også selv opsøgende. Har for eksempel tre billeder hængende i en eksklusiv tøjbutik på Fisketorvet. Den udleverer jævnligt visitkort til interesserede. Hotellet Stay har hans billeder hængene, og i hotellets kælder har han et undergrundsgalleri, som gæsterne kan besøge. Forleden havde han 10 billeder med på en hifi-messe i Tyskland, hvor et højttalerfirma havde bygget deres stand op omkring hans kunst med rockikoner.

»Siden har jeg fået rigtig mange henvendelser fra Tyskland med bestillinger på billeder.«

Direktøren for Svane-køkkener har købt de første 15 billeder til sine udstillinger og fik ham til at male Arne Jacobsens Ægget, der har været med på messe med stor succes.

»På den måde kommer min kunst ud til mange, som aldrig kunne finde på at gå på gallerier,« siger han.

Og så må der sidde en glad ejendomsmægler i Slagelse.

»Da vi skulle sælge vores hus i Slagelse, havde jeg 40 malerier stående, som jeg overvejede at brænde af. Men ejendomsmægleren sagde, at han godt ville købe dem. Og han fik dem alle for en slik.«