De vil forme din dag

To ting var Marcus Vagnby og Karina Mencke enige om, da de var elever på Danmarks Designskole og blev kærester. De ville aldrig arbejde i samme firma, og de ville aldrig selv producere noget af det, de designede. I dag er de makkerpar i designbureauet Mencke & Vagnby, og de har netop lanceret deres første lampe i eget brand, Shapingyourday.com.

Designerparret Marcus Vagnby og Karina Mencke ser ikke engang brødebetyngede ud, her på kontoret, midt imellem forskellige prototyper af den nye lampe Snowflower, der er firmaets første og - endnu - eneste satsning. Som en bevægelig og spinkel model af den verdensberømte Koglen hænger Snowflower og vinker i vinden fra det åbne vindue.

»Der hænger vores pension,« kommer det spøgefuldt fra 31-årige Marcus Vagnby, der er designeren bag lampen, der blev til i en lokal konkurrence på designkontoret på Bryggen.

»Vi skulle bruge en ny pendel over kontorets spisebord, og for sjov udskrev vi en intern konkurrence mellem os. Jeg var inspireret af den engelske pavillon på Expo 2010 i Shanghai, der var bygget op som arkitektur, der bevæger sig. Lever. Det princip ville jeg gerne bruge i lampen,« fortæller han. Der skulle dog rigtig mange prototyper til, inden designet fungerede så perfekt, at lyskilden ikke kan ses. Og mange materialeprøver til, inden det helt rigtige materiale blev fundet. I Japan.

Polystyren-viden

»Det var vigtigt at finde en polystyren, som er så tynd, at den bøjes men dog så kraftig, at den ikke falder sammen med tiden. Og så skal den være farveægte, så man kan være sikker på, at den ikke bliver gul med tiden.«

Men nu hænger den der, præcis som designeren havde tænkt. Og allerede inden lanceringen her den 1. juni var den blevet solgt til museumsbutikken på Louisiana. En ikke så ringe bedrift, som vi siger på jysk.

På trods af sin unge alder har Marcus Vagnby været selvstændig designer i snart 13 år. Hans bedstefar var grafikeren Viggo Vagnby, som tegnede den verdensberømte københavnerplakat med andemor og ællingerne, og i barndomshjemmet var hans kreative forældre altid på arbejde på designkontoret i kælderen, hvor de designede emballage til alle de største brands for tableware i Danmark.

»Kontoret var altid fyldt med ting til køkkenet, som mine forældre skulle designe emballage til. Men jeg var langt mere fascineret af tingene end af papkasserne.«

Opfandt silikonepenslen

Marcus Vagnby kom i skolepraktik hos Tools Design, da han gik i 7. klasse, og så var hans fremtid bestemt. Han var bare 18 år, da han lavede sit første design, og fire år senere vandt han Formlands designpris 2003 for at have opfundet verdens første sillikone-bagepensel.

»Jeg havde altid følt det mega ulækkert med de madpensler, som ikke engang var rene efter en tur i opvaskemaskinen. Derfor satte jeg mig for at finde et andet materiale, som kunne gøres rent.«

Han fik dog aldrig prisen, for producenten Poul Erik Jensen var så stolt af den, at han ville have den til at stå i firmaet. Til gengæld fik han mange flere opgaver for PEJ, som firmaet hed, fordi Poul Erik Jensen fik mod på at få designet egen produktlinje frem for at købe i østen. Og lige siden har Marcus Vagnby haft en forkærlighed for design til køkkenet og spisebordet.

I 2001 var han begyndt på Danmarks Designskole, hvor han mødte Karina Mencke, der var rejst fra Tyskland til Danmark for at uddanne sig inden for industrielt design.

»Vi gik i to forskellige klasser, men en dag mødtes vi på gangen, hvor vi sad på en sofa og snakkede om mad. Efter fire timer fandt vi ud af, at mad ikke var den eneste fælles passion, vi havde,« joker hun.

Karinas kreativitet

Også Karina er ud af en kreativ familie, hvor faderen og moderen har et fælles firma. Derfor var de to unge helt enige om, at sådan ville de ikke gøre. Som om de ikke havde fantasi til andet.

Allerede i 2005 kom de på andre tanker, da de sammen med to andre designere slog sig sammen i Special Ed for senere at danne Mencke & Vagnby Design. Et nyt par i dansk design.

Hylderne i designbureauet på Bryggen bugner af produkter, som de to har fået sendt på markedet gennem forskellige producenter. Briller, barista-gear, vin-gear, service, glas, bestik, skåle, termokander, karafler, ostehøvle. Det er svært at nævne noget til bordet, som ikke står her.

Brandet Nuance er parrets største kunde og brandet Strand, begge ejet af F&H Scandinavia. Men snart skal alt pakkes ned i en container, og parret begynder et nyt kapitel i Mencke & Vagnbys korte historie. Billetterne til San Francisco er købt, og en worldtour planlagt.

»Vi vil gerne ud og se verden, mens vi er unge og frie, og vi har besluttet at rejse rundt med to laptops og arbejde online. Det prøvede vi i en måned New Zealand sidste år, og det kan sagtens lade sig gøre. De fleste forretningsmøder foregår alligevel over Skype,« siger Marcus Vagnby.

»Og så må vi se, hvad der sker ude i verden. Der er jo ingen, der siger, at Danmark absolut er det bedste sted at være,« supplerer Karina.

Til deres nye virksomhed shapingyourday.com, der netop er gået i luften og skal sikre pensionen, er der lavet aftale med en salgsagent. Ellers bør det kunne klare sig selv. Polystyrenet bliver sendt fra Japan til Kina, hvor det bliver standset ud og pakket i flade kasser med en samlevejledning, inden det bliver skippet til Danmark. Emballagen (som Marcus selv har designet) er designet sådan, at pakkerne blot skal have en label på, inden de kan sendes ud til kunden. Så det passer sig selv. Som enhver anden pensionsordning.

 

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.