Så meget kan du spare på julebelysningen
Strømregningen for julelys ventes i år at løbe op i 120 mio. kr. Sådan behøver det ikke at være.
Dansk Energi, som står bag beregningen, peger på, at de senere års krise ikke har fået danskerne til at slukke på stikkontakten til lyskæderne. Nærmest tværtimod.
»Vi kan se, at perioden med julebelysningen er blevet udvidet de senere år. Hvor vi før primært startede i december med at udsmykke haver og tage, starter brugen af lyskæder for flere og flere allerede i november og slutter første med udgangen af januar. Det øger selvfølgelig elforbruget,« siger Richard Schalburg, forbrugerekspert i Dansk Energi.
Samlet venter Dansk Energi, at danskerne brænder 60 mio. kilowatt-timer (kWh) af på julebelysning frem til slutningen af januar. Det svarer til det årlige elforbrug i 15.000 typiske hjem.
Sådan kan du spare
Dansk Energi samtidig kigget nærmere på det opfindsomme udvalg af elektrisk juleudstyr til haver og hustage, der er dukket op i butikkerne. Her lyder rådet, at der er mange penge at spare på elregningen ved at se sig godt for.
Mens en moderne lyskæde med 100 LED-pærer typisk koster 20 kr. at have i brug i julemånederne, er den tilsvarende regning for en gammeldags model med 100 glødepærer ca. 200 kr.
Årsagen er, at LED-lyskædens elforbrug er markant mindre, og med øjeblikkelige elpriser på op mod 2,00 kr. inklusive afgifter og moms pr. kWh er det langt fra ligegyldigt, om en lyskæde bruger 1 kWh eller 10 kWh.
Dansk Energis erfaringer på lyskæde-fronten stammer fra en rundspørge til 2.000 husstande, som brancheorganisationen gennemfører hvert andet år.