Fortsæt til indhold
Bolig

Test: Find den bedste brændeovn

Tænk har kikket nærmere på 436 brændeovne på det danske marked og anbefaler 4 af dem.

Efter en sommer, som mange dårligt nåede at registrere, er fyringssæsonen hastigt på vej, og hvis vinteren bliver lige så kold, som sommeren var våd, er det måske på sin plads at supplere husets varmeforsyning med en brændeovn.

Hvis der ikke er en ekspert i familien eller omgangskredsen, kan det imidlertid være temmelig uoverskueligt at finde frem til, hvilken brændeovn der lige er den rigtige.

Her er der hjælp at hente hos Forbrugerrådets blad Tænk, som har testet ikke færre end 436 brændeovne på det danske marked. Læs mere om testen hos Tænk. På hjemmesiden er det også muligt at købe adgang til hele testen. Det koster 50 kr.

Oplysninger fra producenter

Ordet test skal denne gang tages med et forhold. Normalt afprøver Tænk selv produkterne i sine test, men denne gang er der tale om, at Tænk fra producenterne har indsamlet oplysninger om de enkelte brændeovne og bedømt dem på baggrund af disse data.

Det skyldes, at producenterne i forvejen selv skal dokumentere, at de har fået testet brændeovnene på et uafhængigt og godkendt prøveinstitut. Tænk har efterfølgende bedt om en kopi af ovnenes prøvningsattester. Tænk har derudover selv udbygget oplysningerne om ovnene med diverse miljømærker, som brændeovnene har opnået.

De 436 brændeovne er inddelt i tre typer: 335 fristående, 71 indbygningsovne og 30 væghængte ovne.

DS-mærke er ikke nok

Tænk anbefaler, at man som forbruger går efter de brændeovne, der er tildelt forskellige miljømærker. 235 af ovnene har opnået det nordiske svanemærke, 298 er godkendt efter den skrappe østrigske standard og 181 af brændeovnene har begge mærker.

Når det gælder mærkning, understreger Tænk i øvrigt, at man som køber af en brændeovn ikke bør lade sig nøjes med det danske DS- eller DS+ mærke. Det mærke stiller nemlig ikke skrappere krav til ovnene end myndighedernes krav. Tænk mener også, at DS-mærkets krav om en virkningsgrad på mindst 70 pct. er for uambitiøst for en ny brændeovn.

Fire ovne anbefales

På baggrund af de indsamlede informationer om brændeovnene anbefaler Tænk fire brændeovne i vidt forskellige prisklasser og varmeklasser.

Det er:

Nordpeis Orion, der roses for høj virkningsgrad blandt de mindre brændeovne. Ovnen er fundet til 4.900 kr.

Wiking Optic, som er en indbygningsovn med høj virkningsgrad. Den er fundet til 9.995 kr.

Asgård 2, der roses for at være en mellemstor fritstående ovn, som brænder rent og har et meget lavt partikeludslip. Til 3.495 kr. er det i øvrigt den billigste af ovnene.

Scan Line 580 Aqua, der fremhæves for at være en stor fritstående ovn, som kan levere masser af varme. Den koster 22.275 kr.

Læs også: Test: Her er de bedste vaskemaskiner