Et hjem med klaver

Jerk W. Langer kunne ikke forestille sig sit hjem uden et klaver.

Artiklens øverste billede
Yndlingsejet i køkkenet er denne Screwpullvinoptrækker, der har kostet en formue, og som Jerk W. Langer mener er hver en øre værd. Foto: Martin Kurt Haglund

Hvad er aktuelt for dig lige nu?





Alt for mange danskere lever for kort og dør for længe, det vil sige, at de er syge i mange år, før de stiller træskoene. Jeg har udviklet begrebet "Sund uden recept", som er blevet et af de mest efterspurgte foredrag herhjemme. Følger man "Sund uden recept" omkring motion, spisevaner, anti-stress, alkohol, kosttilskud, rødvin og andre sunde laster samt livskvalitet, lever man 14 år længere. Det kræver ikke så mange afsavn, som mange frygter. Jeg har også gode råd til, hvordan man holder nytårsforsætterne.





Har du nytårsforsætter på din boligs vegne?





Ja, jeg skal have ryddet op i kælderen, for der står så meget bras, at det skal køres væk i containere. Jeg og min familie kunne nemlig godt tænke os at få et stort motionsrum i kælderen med løbebånd, håndvægte, motionscykel, bolde, måtter samt et kæmpe fladskærms-tv på væggen og et kæmpe musikanlæg.





Hvad faldt du for ved din bolig?





Jeg er vendt tilbage til barndommens rødder. Mine forældre bor én kilometer væk den ene vej og min bror én kilometer den anden. Vores hus er en engelskinspireret patriciervilla fra 1926. Jeg havde tre vigtige krav til det, da vi købte det: Der skulle være fred, ro og masser af vinduer.





Har du bygget meget om?





Næsten ikke. Huset var i god stand, da vi købte det. Det havde i mange år været beboet af en højesteretssagfører, som holdt det i tiptop stand. Vi har dog sløjfet anrettergangen og tilføjet den til stuen, da vi ikke har stuepige.





Hvilket rum holder du mest af?





Spisestuen - af to årsager. Den ene er, at her kommer lys ind fra mange sider, og den anden er, at mit klaver står her.





Hvad behøver ethvert hjem?





Et klaver. Mit stod også i mit barndomshjem. Min mor arvede det i sin tid, og så har jeg fået det. Det har fulgt mig rundt alle steder - også op ad trapperne og ind i min tidligere toværelses-lejlighed på Nørrebro.





Hvad inspirerer dig, når du indretter dit hjem?





For mig er det vigtigt, at tingene fungerer - er funktionelle. Jeg går ikke op i mærkevarer, fordi de kan have en blæreværdi over for andre. Men designnavne og funktionalitet hænger jo ofte sammen. For eksempel er PH-lampen en fantastisk opfindelse, fordi den giver et godt lys uden at blænde, og vores Piet Hein-spisebord fungerer rigtig godt samtidig med, at det er pænt.





Hvad har du altid i dit køleskab?





Matilde kakaomælk - som enhver langdistanceløber ... Når jeg har løbet en maraton, er det første, jeg gør, når jeg kommer hjem, at drikke en halv liter kakaomælk og spise en banan, så får jeg fyldt mit sukker- og proteindepot op.





Hvor står dit tv?





Hvilket af de otte vi har? Det vigtigste er det i soveværelset. Nu ser jeg ikke ret meget tv, men når jeg gør, gør jeg det gerne liggende. Og jeg kan oplyse, at man rent medicinsk kun behøver et kondital på 3,5 for at overleve, at man ligger ned og ser tv. Det skal være højere, hvis man sidder op, for der skal man bruge kræfter på at holde hovedet.





Hvad står der i din bogreol?





Foruden mange hundrede medicinske fagbøger er mine favoritter den engelske krimiforfatter Jake Arnotts romaner om London i the swinging sixties og den ligeledes engelske Ann Cleeves, hvis krimier foregår på Shetlandsøerne. Jeg læser altid på originalsproget. Der står også Lars Werges eminente bog om professionel landevejscykling, som jeg har et dybt passioneret forhold til - nærmest på Jørgen Leth-niveau.





Hvad hænger på dine vægge?





Danske malere som Nina Kleivian, Anna Tholstrup, Lise Malinowski og min favorit: ”Ballerina” af Hans Voigt Steffensen. Det var det første billede, vi hængte op, da vi købte huset i 1991, og derefter fik vi malet stuerne, så de matchede farverne i maleriet. Vi har dog fået malet i andre farver siden.





Hvordan slapper du bedst af derhjemme?





Ikke ved at se tv, men ved at ligge ned og læse amerikanske magasiner som The New Yorker og Atlantic Monthly. Deres journalister er på så højt niveau, at jeg føler mig som en absolut nybegynder. Jeg har 14 årgange af begge magasiner liggende i kælderen. De ryger nok ud, når jeg rydder den.





Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen