En drøm af en kopi - af en drømmebolig
Anja og Mikkel var glade for deres villa i Aalborg, men karrieren flyttede dem til Århus, hvor de forgæves søgte en bolig, som kunne matche deres nordjyske paradis. I stedet fik de opført en nyfortolket kopi af villaen i Aalborg.
Anja og Mikkel havde egentlig fundet deres drømmehus. Beliggende lidt uden for Aalborg i forstaden Hasseris, tegnet i sin tid af arkitekten Jakob Blegvad, som i øvrigt var parrets nabo.
Men efterhånden var Mikkel blevet småtræt af at pendle mellem Aalborg og Århus, så parret besluttede at rykke væk fra drømmeboligen og finde en anden, som kunne matche den - blot 120 km sydligere i landet.
»Vi kiggede på mange forskellige huse rundt om i Århus, men vi kunne ikke finde et, som levede op til den standard, vi var vant til, og til en pris, som var fornuftig,« forklarer Mikkel.
Hans virksomhed ligger nord for Århus, hvor der på det tidspunkt blev udstykket store arealer til nybyggeri.
»Det var egentlig ikke planen, at vi ville bygge, men vi tog forbi udstykningen og kiggede. En del grunde var allerede solgt, men grundene i udkanten med udsigt over Århus-bugten var fortsat ledige. Hvis vi skulle bo her, skulle det helt sikkert være en af dem.«
Ny villa, nye udfordringer
Grunden med drømmeudsigten blev købt, og parret var ikke i tvivl om, hvem der skulle tegne huset til udsigten.
»Vi kontaktede Jakob Blegvad. Han havde jo tegnet huset i Aalborg og var vores nabo, men han var efterhånden blevet en ældre mand. Så han ville have sin datter med på projektet,« fortæller Mikkel.
Henriette Blegvad er også arkitekt, men bosiddende i Århus. Hun tog opgaven sammen med sin far og gik i gang med at nytolke villaen i Hasseris og opdatere den til nutidige forhold.
»Stregerne er identiske med dem, som man finder i den anden villa, men selvfølgelig er der gjort en række justeringer. Ikke mindst på grund af beliggenheden,« forklarer Henriette Blegvad.
Udsigten over bugten er udnyttet til fulde, så familien kan nyde de grønne områder tæt på huset og den smukke blå horisont.
»Vi stødte på en række udfordringer, fordi kravene i det nye bygningsreglement er skrappe i forhold til store vinduespartier,« nævner Henriette Blegvad.
Brug af mange store vinduer udløser ifølge de nye regler nemlig et krav om energikompensation, f.eks. solfangere på taget.
»Men det var ikke noget, vi kunne imødekomme på dette hus. I stedet kompenserede vi ved at gøre andre vinduespartier mindre og montere trelags-termoruder,« forklarer arkitekten.
Energiberegningen og arbejdet med de nye regler krævede tid og omtanke, men løsningen blev fundet.
»Vi har haft et godt samarbejde under hele processen, og vi turde godt gøre det en gang til,« erklærer Mikkel.
Skulptur i mursten
Resultatet taler da også for, at det hele er endt på den rigtige side af succeskriteriet.
I de store opholdsrum og fra alle værelser er der udsigt til vandet samt udgang til den smukke træterrasse, som løber langs hele den ene side af huset. Køkken og stue er forenet og dog adskilt. Blandt andet af en mur, men også af en rustik pejseskulptur, som rejser sig op mellem de to rum.
»Alle vægge og lofter er hvide. Vi ville gerne have en kontrast, som kunne skabe hygge. Fra begyndelsen havde vi en idé om, at endevæggen i stuen skulle stå i rå mursten, men Henriette foreslog, at vi i stedet fik en muret pejs med skorstenskonstruktion i mursten,« fortæller Mikkel.
Pejsen er muret i gamle, rensede mursten, som er fulde af struktur og spil, der netop bryder den hvide, stramme arkitektur, der ellers præger boligen.
Funktionalitet og wellness
På langs af grunden er placeret den del af huset, hvor værelserne ligger. Et bredt gangareal med ovenlys skaber en funktionel fordeling, hvor der også er blevet mulighed for at indrette et fælles hjemmekontor for voksne og børn.
En skabsvæg i gangen giver mere plads på værelserne.
Begge børneværelser har en stor hems og udgang til terrasse og et godt ovenlys, der skaber både volumen og lys.
Og så er der blevet skabt rum til et herreværelse, hvor den store fladskærm kommer til sin ret, og hvor der kan skrues helt op for effekterne. Men også andre steder i huset slår teknikken igennem.
»Jeg er gået lidt amok,« indrømmer Mikkel, mens han peger på en undselig boks på herreværelset.
»Det er et centralt anlæg til vores musik, som er forbundet til højtalere flere steder i huset. Det smarte er, at man kan høre forskellig musik uafhængigt af hinanden.«
Musikken kan f.eks. nydes på terrassen - og ikke nok med det. Den kan også nydes, mens parret får en ægte wellnessoplevelse i det udendørs spabad.
Anja og Mikkel har fået en ny drømmebolig langt væk fra den gamle.
»Det har været en god oplevelse at bygge, og vi har fået en bolig, som til fulde matcher det, som vi kom fra.«