Sort håndværk kan koste dyrt

At hyre sorte håndværkere er ikke bare umoralsk, men ofte også en både dyr fornøjelse og en uklog investering.

Artiklens øverste billede

Det nye køkken skal installeres eller udestuen renoveres, det er svært at få den faste tømrer til at rykke ud - og desuden bliver det lidt vel dyrt.

Lavet uden regning bliver der også råd til lidt luksus på familieferien i år. Så hvad pokker, tænker vi, og ringer til fætter Eigils tømrerven og aftaler pris og betingelser.

Men stop engang - lyder advarslen fra både Skat, Dansk Byggeri og landets ejendomsmæglere til de 24 pct. af vi danskere, som ifølge EU benytter os af sorte håndværkere. Det kan nemlig ende som en rigtig dårlig, dum og ret dyr fornøjelse, at vælge den sorte tømrer, elektriker eller vvs-mand frem for den hvide.

Ifølge branchekilder har det i længere tid været sådan, at det har været næsten lige så dyrt at få håndværksarbejde udført uden som med regning. I hvert fald i de større byer, lyder meldingerne.

Ingen klagemulighed

Og regningen for den sorte håndværker kan blive endnu højere, eftersom du som kunde ingen klagemuligheder eller erstatningsret har, hvis køkkenloftet braser ned, eller vandrøret lækker, påpeger Anders Hundahl, kommunikationsdirektør i Dansk Byggeri.

"I sagens natur har vi ingen anelse om, hvor mange forbrugere, der kommer uheldigt afsted med en sort håndværker. Men vi ved, at 4 pct. af de klagesager, som årligt indbringes for Byggeriets Ankenævn, bliver afvist, fordi klageren ikke har kunnet fremskaffe regningen for det arbejde, der klages over," siger Anders Hundahl.

Den oplysning bekræftes af Gro Charlotte Andersen fra Byggeriets Ankenævn. Hun fortæller samtidig, at ankenævnet jævnligt har utilfredse forbrugere i røret, som vil klage over en håndværker.

"Men når talen så falder på regningen for arbejdet, bliver der stille i den anden ende," siger Gro Charlotte Andersen, som ikke tør give et bud på, hvor mange klagere, der må opgive at få ret, fordi regningen er sort.

"Samtidig er det vel sådan, at de fleste af dem, der kommer galt afsted med sorte håndværkere, bare må kaste håndklædet i ringen, " tilføjer hun.

Problemer ved salg

Sort arbejde i hjemmet er straks mere problematisk, hvis vi planlægger at sælge boligen, lyder det fra Dansk Ejendomsmæglerforening.

"Ser man på boligforbedringer i relation til et salg, er det, der tæller, om arbejdet er godt udført eller noget klamphuggeri. Og der ser vi, alt, alt for meget, som er rigtig skidt, og som gør huset sværere at sælge, " fastslår foreningens vicedirektør Thomas Torp.

Hvis man som boligejer vil være fri for problemer med en fremtidig køber og have de penge hjem igen, man har postet i huset - skal man få arbejdet udført af professionelle folk, som har forstand på tingene

"Og det er der størst sandsynlighed for at få, hvis man får det gjort med regning. Samtidig har man også styr på dokumentationen og klagemulighederne, hvis en køber skulle kræve at se regninger eller vil udnytte retten til at klage over arbejdet," siger Thomas Torp.

Rent forsikringsmæssigt er det derimod som udgangspunkt kun den sorte håndværker selv, der har et problem, hvis han falder ned af stien og brækker ryggen:

"Kommer den sorte håndværker til skade under arbejdet i dit hjem, vil du kun hænge på erstatningen, hvis du meget detaljeret har instruereret ham i, hvordan arbejdet skal udføres," siger kommunikationsdirektør Troels Rasmussen fra forsikringsselskabet TrygVesta, som ikke erindrer at have behandlet spørgsmål i sager om sort håndværksarbejde.

Trods årelange politiske diskussioner om sagen er det fortsat ikke ulovligt at få udført sort arbejde.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen