Hvor får jeg den gode jord?
<p>Du har nævnt, at der er god og dårlig pottemuld på pose. Hvordan kender jeg forskel? Hvad hedder den gode pottemuld, og hvor får jeg den?</p>
I håb om svar og nyt liv til mine potteplanter
Helle B., Århus
Tillad et indiskret modspørgsmål, som Ebbe Rode sagde i sin tid (Tale til bilisterne): Hvad taler vi om? Taler vi om indendørs potteplanter (stueplanter) eller planter i udendørs krukker? Det er vist meget lidt, jeg har skrevet om jord til stueplanter, mens jeg har været rundt om emnet jord til krukker flere gange.
Det burde ikke gøre den store forskel, for det, der er godt til udendørs krukker, er også godt til stueplanter. Det omvendte burde også være rigtigt: Det, det er godt til stueplanter, er også godt til krukker. Der er bare ikke noget, der er godt til stueplanter – jeg har i hvert fald ikke kunnet finde det, og jeg har dog set efter det i snart mange år.
I vore dag er det forbudt at sælge katte i sække. Men det er stadig tilladt at sælge jord efter samme princip – i lukkede poser, så kunden ikke aner, hvad han og hun giver penge for. Ganske vist er der en deklaration på posen, men den er udformet, så man skal være jordbrugstekniker (to-årige supplerende uddannelse, når man har en grøn basisuddannelse) eller hortonom (fire-årige akademisk uddannelse) for at forstå den.
I gode havecentre har man dog gjort sig den ulejlighed at lave en udstilling med åbne poser af de forskellige blandinger, man kan få i havecentret. Men det er de færreste, der yder den service, så selvfølgelig den end måtte forekomme. Årsagen kan man gisne om.
Plads til vand og luft
Jord skal – uanset om det er til uden- eller indendørs brug – kunne opfylde to funktioner: Den skal kunne holde på vandet, indtil planterne har brug for det, og den skal kunne rumme noget luft, som planterne altid har brug for – rødderne skal nemlig også kunne ånde.
For at kunne holde på vandet, skal jorden indeholde humus – i praksis spagnum, det kunne også være kompost. Jo mere humus, jo mere vand kan jorden rumme. Men humus er et organisk materiale, som nedbrydes – rådner - med tiden, hvorved det falder sammen – akkurat som en kompostbunke falder sammen i løbet af sommeren, hvis den holdes fugtig. Når den falder sammen, presses luften ud af humusen.
Jo mere omsat, jo mere mørk er spagnummen, og jo hurtigere forløber den fortsatte omsætning. Så hvis man om foråret planter i en mørk spagnum, vil der ret hurtigt ikke være for lidt luft i jorden – og så kvæles planterne. Derfor skal spagnummen være lys – jo lysere, den er, desto længere varer det, før den klasker helt sammen, og den sidste luft er væk.
Dertil kommer, at der er mere luft i en grov spagnum, end i en fin – simpelt hen fordi bestanddelene i den fine spagnum - det fine støv - kan pakkes tættere sammen.
Hvad planterne har brug for er derfor en blanding, der består af dels noget finere spagnum, der kan holde på vandet, samt noget grovere, der giver luften adgang til jorden – og noget lysere, der sikrer, at luften har adgang i længere tid.
Kik på findelingsgraden
På varedeklarationen på posen kan man se den såkaldte findelingsgrad – altså: hvor små stykker er spagnummen i posen delt i. Størrelsen angives i millimeter inden for et interval, f.eks. 0-30 mm. Det vil sige, at de mindste stykker i en sådan blanding er under en millimeter. Sådanne stykker kan virkelig pakkes tæt – sådan en blanding, er der ikke meget luft i. En blanding 30-50 mm. er væsentligt bedre – der er mere luft i. Kan man finde en grovere blanding vil det være fint – men igen: jo grovere blanding, desto mere luft, desto mindre vand – desto hyppigere skal der vandes.
I deklarationen står også den såkaldte omsætningsgrad, også i et interval. Jo højere værdien er, desto mere omsat er spagnummen, desto hurtigere klasker den sammen og mister luften. Værdien bør helst ikke være over 50. Der findes blandinger med en omsætningsgrad over 100 – lad dem ligge. Dem skal man ikke sætte sine planter i. Materialet kan - i rimelige mængder - bruges til jordforbedring på sandede jorder, men det er dyrt til formålet.
Blandingerne kan være forbedret på forskellige måde. Nogle består af både lys og grov spagnum, nogle af både fint og groft. Nogle er tilsat sand, som kan hindre, at en fin spagnum klasker helt sammen. Nogle er tilsat ler, som forbedrer blandingens evne til at holde på vand og næring. De fleste er tilsat næring – gødning – men det er så lidt, at det ikke er mange kroner værd, og for lidt til at planterne kan klare sig med det.
Blandingerne hedder forskelligt i de forskellige butikker og butikskæder. Gartnerjord og Planteskolejord er et par navne, men der er andre. Og navnet garanterer ikke for noget som helst – jeg har for nylig betalt for såkaldt rododendronjord af svensk fabrikat, som mine rododendron i hvert flad ikke kommer i nærheden af – jeg har smidt det ud under buskene. Et rent fejlkøb – i en tæt lukket pose.
Da blandingerne nedbrydes med tiden, skal man ikke købe noget, der har ligget hos forhandleren i flere år, så poserne er falmede. Køb hos forhandleren, der har en rimelig hurtig omsætning af disse ting – og køb kun friske råvarer til haven. Der er ingen pakkedato på poserne, man må skønne ud fra blegningen. Men hvis der gror mos ud gennem posens små huller, er der noget galt.
Chancen for at finde noget brugbart, måske endda noget godt, er større i et godt havecenter end i et supermarked eller en discountbutik. Men kig efter de to nævnte faktorer i deklarationen og glem de andre. Og kig på prisen og gå uden om de billigste poser. Grunden til at de er billige, er som regel, at de ikke er noget værd.