Vindmølleenergi
?Vi ville gerne skifte fra vores eksisterende el-udbyder til udelukkende at få el fra en vindmølle for at begrænse vores del af den tiltagende forurening, men hvordan gør man det? Skal man købe en andel?
Med venlig hilsen
Tove og Henning, Kalundborg
!Der er flere udbydere af vindmøllestrøm. Hvis man skifter til for eksempel Vindenergi Danmark, modtager man udelukkende strøm fra vindmøller, der står i Danmark. Hvis man vælger vindmølleenergi, undgår man strøm fra de forurenende energikilder som gas, olie og kul og reducerer dermed sit eget CO2 udslip. Man har mulighed for at modtage vindmølleenergi i hele landet. Vindmøllestrømmen er lidt dyrere. Beregninger viser, at merudgiften inkl. moms er 4,69 øre/kWh, hvilket på årsbasis udgør en ekstraudgift på mindre end 200 kr. for en almindelig husstand med et årligt strømforbrug på 4.000 kWh.
Vindenergi Danmark er et andelsselskab ejet af vindmølleejerne. Møllerne er ejet af privatpersoner, vindmøllelaug, andelsselskaber og aktieselskaber, og man kan sagtens få leveret strøm uden at købe en andel, men det er altså også muligt at købe en del af en vindmølle.