Den sorte bambus blomstrer

I foråret 2005 blomstrede den sorte bambus for første gang i danske haver. Jens Andersen fra Det Danske Haveselskab giver tips til, hvordan man kommer af med de døde bambus, og hvad man kan plante i stedet.

Hvorfor dør den sorte bambus nu?

Ligesom planter, der automatisk blomstrer om foråret, har bambus indbygget et biologisk ur, der fortæller, hvornår det er tid til at gå i blomst og dermed takke af. Den sorte bambus blomstrede første gang i foråret 2005, og blomstringen kommer til at ske over flere år. Det ejendommelige er, at bambus kun blomstrer én gang, sætter frø og dør. Selv om de gamle planter dør, er fremtiden derfor sikret. Frøet spirer og bliver til en ny generation bambus med et langt liv, som strækker sig over ca. 120 år.

Hvordan kom den sorte bambus til Danmark?

Livsforløbet på 120 år passer meget godt med historien om, at den sorte bambus frø blev indsamlet i Kina i 1886 af en russisk botaniker og nogle få år senere af en engelsk botaniker. Frøene blev sået, og efterhånden som planterne groede til, formeredes de ved deling. Efter nogen tid nåede den sorte bambus til Danmark via en tysk planteskole i 1921 og bliver 1960ernes og 1970ernes store have-hit. At de nu blomstrer, er i virkeligheden et natur-vidunder, som man bør værdsætte at få lov til at opleve, selv om det kan være besværligt at komme af med rødderne.

Hvad gør man med de døde bambus?

Bambus har nogle meget kraftige rødder, som går cirka 20 cm ned i jorden. Med hjælp fra ungdommelige kræfter kan de godt graves op med en løftestang eller saves over med en fuksvans, som man dog ikke skal regne med at kunne bruge igen bagefter. Har man enten ikke kræfterne eller tiden, kan man via et firma leje en minirandegraver, f.eks. via andelsgartnernes organisation. Minirandegraveren gør det hårde arbejde for dig. Den kører på larvefødder af gummi og kan komme ind gennem en havelåge uden at lave den helt store ravage. I nogle tilfælde dog ikke i alle kan det også lade sig gøre at sprænge bambusrødderne væk. Det er dog et arbejde, som kun kan udføres af specialiseter med særlig tilladelse til at anvende sprængstoffer.

Hvad kan man plante på den bare plet?

Der er sådan set ikke nogen begrænsning, i forhold til hvilke planter man kan plante. Dog vil jeg indtil videre fraråde plantning af sort bambus. Først når frøplanter fra den nuværende blomstring i sort bambus er udvalgt og opformeret, kan sort bambus plantes igen. Det vil sige om cirka 10 år. De nye planter holder til gengæld i mange år, fordi næste blomstring forventes i år 2125. Indtil videre kan man vælge den gule bambus.

Kan man undgå at fjerne rødderne?

Det kan man godt. Så skal man blot klippe bambussen af med et ørnenæb helt nede ved rødderne. Det er vigtigt at skære dem af vinkelret på stænglen, så der ikke dannes skarpe spidser, man kan skære sig på. Derefter kan man plante vedbend rundt i kanterne, som med tiden vil dække området. Efter cirka 10 år er bambusrødderne rådnet og dermed forsvundet. De afklippede visne bambusvidjer kan man f.eks. bruge til at lave et raffineret japansk-inspireret hegn i en krog af haven. Det er jo om at genbruge det smukke materiale; man får det ikke igen lige med det samme. Botaniske navne for den sorte bambus: Sinarundinaria nitidagul bambus og Sinarundinaria murielae.

pernille.glavind@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen