»Vi skal sove som konger og dronninger«

Overfyldte vasketøjskurve og triste gardiner skal skiftes ud med sanselig kunst og luksuriøse tekstiler. Ranvita La Cour er feng shui-konsulent, foredragsholder, coach og medindehaver af livsstilsfirmaet HappyLiving, og ifølge hende står det slemt til med indretningen i de danske soveværelser. Bliv inspireret til at gøre noget ved det.

Hvorfor er soveværelset et vigtigt rum?

Jeg er så passioneret omkring netop soveværelset, fordi alle har et behov for at sove. Muslimer som kristne, venstre- som højrefolk ingen kan overleve uden søvn. Soveværelset er for mig det ultimativt mest spændende, væsentlige og interessante rum at indrette i boligen, fordi rammerne er så vigtige for kvaliteten af vores søvn, som igen er så afgørende for vores velbefindende og for, hvad vi er i stand til at udrette i vores liv. Hvis vi ikke sover godt, får vi mindre energi, vi får en kortere lunte og bliver mere opgivende. På længere sigt kan det få store og langt mere alvorlige konsekvenser, end mange er opmærksomme på. Soveværelset er altså rammen omkring de to primære ting i livet nemlig sex, som er grunden til, at vi er her, og søvn, som er grunden til, at vi kan blive ved med at være her.

Hvad kendetegner soveværelset?

Det er et rum, hvor vi kan være 100 procent os selv. Det er her, vi tuder ned i puden over kærestesorger. Det er her, vi har vild sex, som ingen andre ved noget om. Det er her, vi danser skøre danse i sengen og skriger af arrighed og jubler af lykke. Det er her, vi slipper kontrollen totalt og snorker, savler og vågner op med uglet morgenhår. Det er i soveværelset, at vi er os selv mere end på noget andet tidspunkt i døgnets 24 timer. For mig viser indretningen af soveværelset derfor, i hvor høj grad vi er gode til at drage omsorg for os selv. Jeg kan ofte se, hvordan det står til i et parforhold udelukkende ved at se på parrets soveværelse.

Hvordan indretter vi typisk soveværelset?

I forbindelse med mit job er jeg så privilegeret at se rigtig mange hjem og dermed også soveværelser, som jo ellers er et meget privat rum. Jeg har set flere end 100 soveværelser gennem de seneste år både i forbindelse med boligreportager fra de såkaldt perfekte hjem, men også i forbindelse med mine rådgivende feng shui-job, hvor jeg kommer ud i helt almindelige hjem. Og jeg bliver så ked af at se tilstanden i de danske soveværelser. Det er et af de mest underprioriterede rum. Der står ofte en boksmadras med skøre fjedre, en vasketøjskurv propfyldt med surt vasketøj, nogle triste gardiner, der knap kan nå sammen, sågar en kold, nøgen pære i loftet, har jeg set. Det er også altid soveværelset, der skal opmagasinere de møbler, der ikke lige er plads til andre steder. Det lyder måske ekstremt, men jeg ser det hele tiden.

Hvad mangler du i de soveværelser, du ser?

Jeg mangler sanselighed, og jeg mangler, at folk drager omsorg for soveværelset. Man skal se på sit soveværelse og spørge sig selv: "Har jeg lyst til at tilbringe 25-30 år i dette rum?" Vi sover jo omtrent en tredjedel af vores liv. Men mange bruger kræfterne på stue og køkken, hvor gæsterne kommer. Jeg er overbevist om, at ting taler til os, og hvis vi omgiver os med lort, opfatter vi det ubevidst via vores sanser også selv om vi sover. Mange mennesker er af den opfattelse, at det jo bare er et rum, hvor man ligger i mørket og knalder brikker. Særligt mænd, siger ofte til mig: "Jeg sover helt fint!" Men når jeg har brugt min feng shui-viden i indretningen, siger de altid, at nu sover de helt fantastisk. Og det er det, det handler om: Vi skal ikke tage til takke med at sove fint. Vi skal sove som konger og dronninger. Også sexlivet bliver i den grad påvirket af omgivelserne, og motionsudstyr, hjemmekontor, vasketøj og kolde, hvide vægge er altså ikke lige noget, der tænder sanserne og får os til at give os hen.

Hvor går indretningstendensen hen i dag?

For mig at se trænger vi til at slippe for alle de trendsættende regler. Godt nok har jeg både skrevet bogen "Simple Living" og lavet feng shui-programmer på tv, men begge filosofier skal ses som inspiration, ikke som uopnåelige idealer. Soveværelset behøver langtfra at ligne noget fra et perfekt Bo Bedre-katalog. Vi har brug for mere dybde end bare at lade de cremefarvede puder matche sengetæppet. Vi skal udnytte, at soveværelset er et meget privat rum, og sørge for, at det reflekterer vores sande jeg. Vi skal turde slippe os løs og male prikker på gulvet, hvis vi har lyst til det. Vi skal droppe at være slaver af, hvad naboen tænker, vi skal gå til makronerne og tillade os selv lidt luksus.

Hvordan skal vi indrette

soveværelset optimalt?

Det vigtigste er at skabe balance og harmoni, og det kan man gøre ved dels at følge sine inderste drømme og sin personlige smag og dels ved at vide noget om de grundlæggende feng shui-retningslinjer. Hvis der f.eks. er meget rodet, forstyrrer det balancen i rummet, og det kan stresse, hvis man skal falde i søvn eller have sex. Det samme gælder, hvis man har linet hele familiegalleriet op i glas og ramme over sengen det er ikke så befordrende at give sig hen i en orgasme, mens hele familien kigger med. For at minimere rodet, kan man med fordel indrette sit garderobeskab med vasketøjskurv i bunden eller mest optimalt have sit vasketøj og garderobeskab i et helt andet rum. Kan garderobeskabet ikke stå andre steder end i soveværelset, er det bedst at have et stort skab, der går fra gulv til loft, så det danner en usynlig væg. Man kan også vælge at bruge nogle penge på en anderledes og superflot vasketøjskurv i stedet for altid at købe den kedelige og billige hvor tit investerer vi egentlig i en vasketøjskurv? Lyssætningen er et yderligere aspekt, som er vigtigt, og en lysdæmpende effekt i loftbelysningen er fantastisk til at skabe hyggestemning.

Hvordan skal sengen placeres

ifølge feng shui-filosofien?

Sengen skal stå i rummets power-position. Det vil sige så langt væk fra døren som muligt og med frit udsyn til døren, så vi har overblik over rummet og over, hvem der kommer ind. Det er vigtigt ikke at placere sengen ud for døren, da den er som en motorvej eller en trafikåre, der afgiver energistrømme, som resulterer i urolig søvn. Sengen skal stå beskyttet, så vi føler os trygge og kan give os 100 procent hen til søvnen. Det forstærkes ved en fast sengegavl eller ved at male eller sætte tapet op bagved sengen. Udsigten fra sengen skal gøre os glade det er det, vi kigger på, inden vi falder i søvn, og det første, vi ser, når vi vågner. Hæng dit favoritmaleri op, mal din yndlingsfarve, eller stil en smuk stol.

Hvilke farver skal vi vælge i soveværelset?

Det er videnskabeligt bevist, at lyserød ubevidst fremkalder kærlige og omsorgsfulde følelser i os. Urolige heste falder f.eks. til ro, hvis de bliver placeret i en boks, der er malet lyserød. Samtidig skal man vide, at farver indeholder minder, så vi skal vælge farver, der giver os gode associationer. Hvidt i hvidt er meget køligt og appellerer ikke til sensualitet. Til gengæld er postkasserød alt for hidsig og dominerende. Naturlige nuancer jeg kalder dem scin colours er optimale i soveværelset. Varme rødlige, brunlige, gullige nuancer er gode både i lyse og mørke varianter. Farverne smitter af på vores hud, så det er vigtigt, at vi f.eks. ikke får en grønlig eller blålig teint, når lyset er tændt. Materialevalget er også vigtigt for stemningen. Stoffer og tapeter med tekstur og naturlige materialer som træ skaber hygge og varme, modsat glas og laminat.

pernille.glavind@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen