Styr på rollerne

Hvem skal styre byggeriet og holde øje med, at alt forløber som planlagt? Camilla og Thomas Larsen fra Hørsholm har valgt arkitekt og nu også entreprenør. Og det er slet ikke nemt.

De to vigtigste roller er nu besat i det store ombygningsprojekt, som Camilla og Thomas Larsen fra Hørsholm indledte i april. Fordelingen af rollerne har været næsten lige så vanskelig, som når der castes til film. Det handler ikke blot om tillid og kemi, men også om at arkitekt og entreprenør kan arbejde sammen.

»Jeg talte med en entreprenør, som overhovedet ikke ville arbejde sammen med en arkitekt,« fortæller Thomas Larsen.

»Han mente, det var spild at smide penge efter en arkitekt.«

Thomas Larsen har nu stiftet bekendtskab med et af byggeriets store rollespil. For selvom han ikke har valgt en gør det selv-løsning, er der alligevel meget arbejde i at tale med alle de mennesker, som skal spille en rolle i færdiggørelsen af hans og hustruens ombygning.

For ikke alle entreprenører er vilde med arkitekter og omvendt. Men de er begge afhængige af hinanden - også selvom en af Thomas Larsens entreprenør-kontakter mente, at han sagtens kunne klare arbejdet uden arkitekt.

»Det er vel to verdener, som støder sammen. På den ene side står kunstneren med den æstetiske tilgang til arbejdet, og på den anden side står håndværkeren, der har både mandskab og praktiske overvejelser med i sagen,« siger Thomas Larsen, som har begrænset sig til at sende omfangsbeskrivelsen ud til to entreprenører.

»At kigge sådan en sag igennem kan tage helt op til en uge, så vi ville ikke spørge alt for mange.«

Pris på tillid

Omfangsbeskrivelsen er udformet af arkitekten, Werner Thomas Mathies. Den indeholder en fuldstændig gennemgang af alt det arbejde, som skal gøres i familien Larsens parcelhus. Ligesom der er vedlagt et tilbudsdokument, hvor entreprenøren skal redegøre for prisen for hvert stykke arbejde i huset.

»Jeg turde slet ikke lave sådan en beskrivelse selv, når projektet er så omfattende,« siger Thomas Larsen.

»Arkitekten har jo stor erfaring med det og kender alle detaljerne.«

Tilbuddene er kommet tilbage og familien Larsen har valgt at alliere sig med entreprenør, Tom Gudmandsen, som har firmaet Tom G Totalentreprise.

»Prisen spiller selvfølgelig en væsentlig rolle, men også tilliden. Han virker stabil og har styr på tingene,« siger Thomas Larsen.

»Og så har vi fået ham anbefalet af nogle venner, som virkelig havde et fuldstændigt vanvittigt byggeprojekt. Ligegyldigt hvad der skete undervejs, så endte prisen altså med at holde.«

Pakke med arbejde

Selvom sagkyndige ofte anbefaler, at man forhandler pris ud fra en timesats, har Thomas Larsen valgt en fast pris på hele projektet. Alt i alt forsøger familien stadig, at holde det hele inden for den million kroner, som er bestemt fra begyndelsen.

»Vi vil ikke overraskes. Nu får vi en pakke, som vi ved, vi har råd til,« siger Thomas Larsen.

Med til pakken hører, at Thomas Larsen selv trækker i arbejdstøjet og tager fat, når han får fri fra arbejde eller holder weekend.

I den kommende tid vil han så småt begynde at rive lofter, vægge og badeværelse ned. Han lejer et rullestillads, så han også kan fjerne den del af taget, som er nødvendig for, at huset kan få sin nye form. Og så skal københavneren, Thomas Larsen, have gang i "jydekrogen" på bilen. Han skal nemlig også køre byggeaffald til den nærmeste genbrugsstation.

vivienne@horisont.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen