Annette Andersen boede alene i det store hus. Så flyttede datter, svigersøn, fire børn og to katte ind
Lars Bo Holm Pedersen og Luise Holm-Rathje har ombygget hendes barndomshjem, så de kan bo tre generationer sammen. Der var penge at spare, og så har de fået en masse andet oveni: »Det er en kæmpe hjælp for os som familie, at vi har mormor i huset som buffer«.
Det er de færreste mænd, som accepterer at bo sammen med deres svigermor, men det har Luise Holm-Rathjes mand, Lars Bo Holm Pedersen, ingen problemer med.
Tværtimod blev parret hurtigt enige om, at de gerne ville overtage hendes mors hus – og Luise Holm-Rathjes barndomshjem – i Espergærde.
På to dage fik de deres eget hus solgt og måtte så midlertidigt flytte ind hos gode venner, indtil hele familien – mor, datter, svigersøn, fire børn og to katte – kunne flytte ind i det ombyggede hus.