Fortsæt til indhold
Bolig

Er du også utålmodig og doven? Så har Karen Elene Thorsen et råd, der kan spare dig penge hver uge i supermarkedet

Madlavning handler om at være mindre styret af opskrifter og mere styret af dit køleskab – og det er vejen til enorme besparelser på madposten, skriver blogger og kogebogsforfatter Karen Elene Thorsen i sin nye kogebog "Mad til to", som denne artikel er et redigeret uddrag af.

Karen Elene Thorsen

Jeg er ikke uddannet kok. Jeg er heller ikke perfektionist. Selv om jeg elsker at lave mad, så elsker jeg nok endnu mere at bruge tid på alt andet end at piske en creme sammen eller langtidshæve en pizzadej. Jeg er utålmodig og doven, hvilket resulterer i, at alle mine opskrifter er meget enkle og tilpasningsvenlige.

Hvis jeg ikke har tid til at lade pizzadejen hæve i over en time, vil jeg hellere lade den hæve i 20 minutter end at gå i supermarkedet og købe færdiglavet pizzadej.

Hvis jeg ikke har alle de ingredienser, jeg skal bruge til at lave et eller andet, bruger jeg det, jeg har. Og det er præcis sådan, jeg håber, at du vil bruge mine opskrifter.

Brug det rødløg, du har i køleskabet, i stedet for at købe det løg, der står i opskriften. Smid et par ekstra rester i suppen, eller udelad de ingredienser, du ikke kan lide. Det er først, når man slipper af med alle de uskrevne regler, at man begynder at nyde at lave mad. Og da jeg opdagede det, faldt jeg pladask for madlavningen.

Om ugemenuerne

Der findes hundredtusindvis af kogebøger derude skrevet af professionelle og amatørkokke, der er langt dygtigere og mere erfarne end mig. Så hvorfor skulle du vælge netop denne bog? Det, jeg gør anderledes, er, at jeg ikke kun fokuserer på at lave ét godt måltid.

Jeg sammensætter forskellige retter ud fra, hvilke rester der bliver tilovers. Det er det, en ugemenu er. Alle fire aftensmåltider hænger sammen, og det er kun ved at købe ind til og lave alle måltiderne, at man virkelig sparer penge – fordi man simpelthen smider mindre mad ud.

Nogle af ingredienserne i nogle af ugemenuerne vil der selvfølgelig være rester tilbage af. Det har jeg løst ved at sørge for, at de ofte bliver brugt i næste uges menu (det kan med andre ord godt betale sig at bruge bogen i kronologisk rækkefølge). Men det langsigtede mål er, at du langsomt, men sikkert, vil opbygge dit eget opskriftsrepertoire, så du også kommer til at kunne se et par dansende aftensmåltider for dig, når du har en halv porre eller et stykke laks liggende.