Som barn byggede han huler og træhuse: Da en motorcykelulykke bandt ham til en kørestol, fik han tid til at udleve drengedrømmen i fuld størrelse
Efter en motorcykelulykke, hvor han brækkede benet 10 steder, brugte Tommy Rand tiden i kørestol til at tegne sit eget drømmehus. Med en baggrund som bl.a. entreprenør har han bygget et hus, hvori enkelhed og få materialer møder funktion og æstetik – og hvor en finurlig detalje sikrer, at der aldrig mangler popcorn foran fjernsynet.
Det var et nervepirrende øjeblik for Tommy Rand, da han fik leveret de syv paller med 630 CNC-skårne stykker krydsfiner, der skulle blive til den spiralformede trappe i hallen i hans villa i Skåde Bakker lidt syd for Aarhus.
Trappen skulle være det iøjnefaldende midtpunkt i den rå betonhall. Et mesterværk i lyst træ i det store grå indgangsparti som skulle kunne ses ved ankomsten til huset gennem det enorme glasparti ved siden af hoveddøren.
Det havde været planen, lige siden Tommy Rand tegnede huset fra bunden i løbet af en periode på tre måneder, hvor han som følge af en alvorlig motorcykelulykke var sygemeldt fra sit arbejde og bundet til en kørestol.