Fortsæt til indhold
Biler

VW klar med nyt discountmærke

Den tyske koncern har besluttet at lancere billigmærke, som skal bygges i Kina.

Jens Overgaard

Et nyt mærke er på vej ind hos VW-koncernen. Efter tilløb har den tyske bilproducent nemlig besluttet at udvide paletten med et rendyrket discountmærke, som skal sælges i Kina og vækstmarkeder som Sydamerika, Afrika, Østeuropa og Baltikum.

Internationale medier referer til projektets chef, Hans Demant, som lod nyheden sive før det netop åbnede motorshow i Beijing. Det er oplagt, da bilerne skal produceres i det store land. Det sker til lokale priser mellem 6.000 og 8.000 euro. (22.500- 45.000 kr.). Priserne kan dog ikke oversættes direkte.

Selv om mærket skal placeres under Skoda, vil VW ikke gå på kompromis med koncernens nøgleområder, fortæller Dr. Heinz-Jakob Neusser, chef for brandudvikling til Auto Express.

»Mærket skal opfylde vores krav. Det skal repræsentere biler, som er pålidelige, præcise og sikre,« siger Heinz-Jakob Neusser.

Koncernen har nok af platforme at bygge på. I Kina sælges den 30 år gamle Passat-baserede Santana, og det nye mærke skal muligvis bygge på en ældre Jetta. I Sydamerika lever en række modeller deres eget liv. Det gælder bl.a. pickuppen Savario, der bygger på minibilen Gol – ikke at forveksle med Golf. Det nye mærke er et led i bestræbelser for VW på at blive verdens største bilproducent i 2018. De første kan måske være klar i 2016 eller 2017.