Lamborghini holder liv i gamle klassikere
Fabrikken genskaber reservedele til Lamborghini-sportsvogne fra de sidste 50 år.
Nogle biler er så ædle, at rigtige aficionados ikke skal vansmægte efter de originaldele, der holder bilerne fuldstændig autentiske.
Det gælder i særdeleshed Lamborghini, som nu skruer op for en service, hvor dedikerede ejere kan søge på reservedele til alle klassiske Lamborghini-modeller. Hvis delen ikke findes, genskaber fabrikken den efter originaltegninger.
Det sker også ud fra et ønske om at holde så mange af de klassiske modeller kørende som muligt.
50 års jubilæum
Netop det historiske element markeres i år, hvor den italienske fabrik, som i dag ejes af VW, har 50 års jubilæum. Derfor var den allerførste Lamborghini, en 350 GT, i fokus på det netop overståede motorshow, Essen Techno Classica, hvor også Lamborghini Jalpa - den sidste ottecylindrede model - var i spotlyset.
350 GT, der blev berømmet for sine elegante former, var skabt af designeren Franco Scaglione. Den var udstyret med en dengang helt ny 3,5 liters V12-motor, som var udviklet af den legendariske ingeniør, Giotto Bizzarini.
Den ydede 280 hk, og det rakte til en topfart på 250 km/t, hvilket var meget imponerende i de dage.
Eftertragtede åbne modeller
Bilen, der havde et karrosseri med aluminiumskomponenter, var bestykket med uafhængig affjedring og skivebremser på alle hjul. Modellen blev bygget frem til 1966, hvor der var kommet 120 biler ud fra fabrikken. I den sidste udgave var volumen øget til 4,0 liter, hvor der var samme ydelse, men et større moment. Der blev også fremstillet to åbne udgaver, kaldet 350 GTS, og de er i dag de mest eftertragtede klassiske Lamborghini-modeller.
Jalpa blev udviklet fra Silhouette, der igen tog udgangspunkt i forgængeren Urraco. Modellens 3,5 liters V8’er ydede 255 hk, og den havde en topfart på 235 km/t.
I forhold til den karismatiske Countach var den mere anvendelig som hverdagsbil. Jalpa blev bygget i 420 stk. fra 1981-1984.