Fortsæt til indhold
Biler

Officielle tal for rækkevidde er misvisende

De officielle EU-tal for elbilers rækkevidde er overdrevne. I virkeligheden når man kun 50-60 pct.

Jens Overgaard

Der er enorm forskel på det officielle tal for elbilers rækkevidde, og så det mange bilister oplever i virkeligheden. Derfor opererer bilfabrikker som VW, Renault og Nissan med flere tal, nemlig de officielle efter den såkaldte NEDC-målemetode og så en værdi, som er mere opnåelig.

Elbilsoperatøren Clever skriver da også på sin hjemmeside, at du skal regne med en reel rækkevidde på 50-60 pct. af de officielle tal, så en bil, der på papiret klarer 160 km på en opladning, i virkeligheden kører 80-96 km.

»Vi er ret konservative. Det er minimumstal for det, folk mindst burde kunne køre, og vi vil hellere være lidt forsigtige og opgive tal, så bilisterne ikke bliver skuffede,« siger Vibeke Agerdal Kristiansen,« som er seniorkonsulent hos Clever.

Hensigtsmæssig kørsel

Søren W. Rasmussen, der er teknisk redaktør for FDM’s blad Motor, vurderer, at det reelle tal nærmer sig de 60 pct. frem for de 50 pct., hvis man kører forholdsvis hensigtsmæssigt.

Den officielle test simulerer 11 km blandet kørsel på en rullestand med temperaturer på 20-25 grader. Men når elbilerne kommer ud i den virkelige verden, er de mere følsomme end konventionelle biler.

»Det slår hårdt igennem, når du tænder for strømforbrugere som varme, aircondition og varme i sæderne. Her skal du hente strømmen fra batterierne,« siger Søren W. Rasmussen.

Han råder til, at man læser nogle uafhængige tests. Umiddelbart er der heller ikke udsigt til, at batterierne bliver bedre eller mere sejlivede inden for de nærmeste år, men de bliver måske mere kompakte, lyder det.

Her og nu er der en anden udfordring.

»Det er at få udbredt et ordentligt net af ladestandere, så bilerne kan bruges i det daglige,« siger han.