Her er Audis nye stil
Showcar er forløber for den nye Q1, der antyder et mere sprudlende Audi-design.
Audi-modellerne har et stilrent design, men er også kedeligt ens i formsproget. Det kan den kommende lille Q1 SUV måske rette op på.
I hvert fald er der mere spændstighed og svung over linjerne i den foreløbige teaser, som fabrikken har sendt ud om den showcar, der står på det kommende motor- show i Detroit. Bilen er en forløber for Q1-modellen, der sættes i produktion fra 2016.
Mest markant er den nye store singleframegrill, vi også har set på konceptbilen, Sport Quattro Concept, der blev vist på IAA-messen i Frankfurt sidste efterår. Den kunne gå hen og blive en del af det fremtidige designsprog hos Audi, som nok har succes og sælger masser af biler lige nu, men også skal være klar på fornyelse den dag, kunderne vil have noget andet.
Det er noget, som der helt klart arbejdes med, og Audis topdesigner Wolfgang Eggers skifter nu til Italdesign Giugiaro, mens hans stol overtages af Marc Lichte, der er manden bag den nye Golf VII. Det bliver interessant at se, hvad han kan tilføre mærket uden at røre for meget ved det designmæssige DNA.
Med en længde på 4,2 meter er showbilen 25 centimeter længere end en A1 Sportback og matcher meget godt den nye generation af SUV-modeller fra VW-gruppen, som ifølge forlydender også omfatter en ny VW Polo SUV, en ny Skoda Yeti og en Seat Tribu.
Konceptbilen fra Audi er med to døre og stor frihøjde der har hentet elementer fra shootingbrake-genren, og altså er en sportslig stationcar. Det er dog uklart, hvor mange døre den endelige produktionsklare bil får.
Tyske medier gætter på en salgspris, der ligger omkring 20.000 euro, hvilket på de kanter placerer den mellem Audi A1 Sportback og Audi A3, som herhjemme ligger mellem 225.000 kr. og 306.000 kr. Den slags udregninger skal dog tages med et stort gran salt, da de specielle danske prisforhold og afgifter altid er en joker.
Markedet for SUV’ere er i vækst verden over, derfor satser Audi også mere på denne modeltype. Mens Q3 er forholdsvis ny, kommer der inden for de næste par år både en ny Q7 og en ny Q5-generation på banen.
LÆS MERE OM Audi PÅ GUIDE.DK