Fortsæt til indhold
Biler

Jaguar til angreb i businessklassen

Importør erklærer BMW 5-serie og Audi A6 krig med Jaguar XF diesel på 163 hk til 550.000 kr. i beskatning.

Jens Overgaard

Premium-mærkerne har fået godt fat i firmabilklassen, og nu varsler Jaguar også sin ankomst i den øvre del. Importøren tager nemlig kampen op med modeller som BMW 518d/520d og Audi A6 2,0 TDI.

Det sker med XF-modellen, som er i samme størrelse og byder på 163 dieselheste samt pænt udstyr som automatgear og xenonlys til en beskatningsmæssig værdi på 550.000 kr. Det er cirka på samme niveau som de to konkurrenter. Dermed kommer den noble englænder, som ellers koster 765.000 kr. i vejledende udsalgspris ned på et niveau, hvor flere kan være med i den dyrere ende af firmabilsklassen.

»Vi forestiller os, at kunderne kan være erhvervsfolk, som synes der er for mange BMW’ere og Audier, og som gerne vil skille sig lidt ud,« siger Michael Lund, der er Sales- og PR Manager hos British Car Import.

Virksomheden overtog i fjor importen fra Nellemann-koncernen og er i gang med at bygge et nyt forhandlernet op. Det omfatter foreløbig forhandlere i Aarhus og Birkerød, men der er en på vej i trekantområdet og en i Aalborg.

Stationcarudgaven XF Sportbrake, der koster 820.000 kr. i udsalgspris, har en beskatningsmæssig værdi på 603.756 kr. med den samme motorisering.