Bilrevolution på vej
Rene elbiler står ikke lige for et gennembrud, plug-in hybrider forener det bedste fra alle verdener og vil revolutionere branchen, mener bilikonet Henrik Fisker.
Elbiler står ikke over for at revolutionere verden. Derimod får plug-in hybrider et gennembrud inden for få år.
Det mener billegenden Henrik Fisker, manden bag Fisker Automotive, som var et af hovednavnene ved elbilskonferencen International EV Conference i Horsens forleden.
»Vi vil inden for de næste fem år se den største revolution bilverdenen har gennemgået de sidste 100 år,« siger Henrik Fisker, der indtil for nyligt var en af ankermændene i californiske Fisker Automotive, som byggede plug-in hybriden Fisker Karma.
Bilkøb med følelser
Firmaet har i dag indstillet produktionen. Men plug-in hybriderne, hvor en forbrændingsmotor og et batteri med elmotor spiller sammen med opladning i stikkontakten, er langt den stærkeste teknologi, mener Henrik Fisker.
Han peger på, at elbiler er hæmmet af det store tunge batteri med forholdsvis lav rækkevidde på typisk 150 km i almindelige modeller. Plug-in hybriden har det bedste fra begge verdener.
»Folk køber bil med følelserne. De kan lide tanken om at kunne køre hele vejen til Italien, selv om de måske kun gør det en gang om året. Og de vil have sikkerhed for, at de ikke løber tør. Men de fleste kører kun 60 km om dagen,« siger Henrik Fisker
Det har vi hørt før. Men Henrik Fisker kan bevise påstanden med undersøgelser, som viser, at mange Fisker Karma ejere kun tankede deres bil op hver fjerde måned og så kørte på strøm resten af tiden.
Men al ny teknologi er dyrt. Derfor er masseproduktion vejen frem, og den kommer, mener bilmanden, som forudser, at de store bilfabrikker omkring år 2020 vil kunne producere plug-in hybrider i styktal af 80.000-100.000 biler.
»Vi ser i første omgang teknologien hos premium-mærker, og så følger de andre efter,« forklarer han.
Nye afgifter
Bilafgifterne er noget af det mest forkætrede herhjemme, og en afgiftsomlægning har været diskuteret i årtier. Gør den C02-baseret lyder opfordringen fra Henrik Fisker.
»På den måde vil det blive mere attraktivt at købe en plug-in-hybrid,« siger Henrik Fisker, der samtidig foreslår en regulering af bilisternes adfærd som en gulerod.
»Tillad kun biler, der kører på eldrift i bymidterne, eller giv dem en økonomisk gevinst,« lyder det.
Han tror dog ikke på elbilerne som masseproducerede alternativer inden for nær fremtid.
»Batterierne er for tunge og dyre, i en plug-in hybrid kan du nøjes med et lille batteri,« siger han.
Elbiler dyre at bygge
Samme holding kommer fra en af konferencens andre hovednavne, kroatiske Mate Rimac, som er manden bag Rimac Automobil, der producerer verdens hurtigste eldrevne supersportsvogn.
»Elbiler er enkle at bygge. Men de er dyre at producere,« konstaterer han.
Især med dagens teknologi, hvor Tesla bygger S-modellen, der koster fra 659.000 kr.,uden afgift og klarer 370 til 480 km på en opladning. Det sker dog med en forholdsvis primitiv batteriteknologi, hvor en lang række laptopbatterier bogstaveligt talt sættes i hælene på hinanden. Det betyder, at verden pt. risikerer at løbe tør for batterier til laptopcomputere, vurderer de to bilmænd.
Med en fortid som designer vender Henrik Fisker sig mod den tendens blandt især unge verden over, der bare betragter bilen som et transportmiddel, uden den entusiasme lidt ældre har. Og uden en trang til at eje bilen.
»Det er rigtigt, at unge med næsen nede i iPaden måske ikke er så bilbegejstrede som deres forældre. Men det handler stadigvæk om følelser,« forklarer han og illustrer.
»Da vi havde den første Fisker Karma klar, kørte vi den ned på stranden og så reaktionen fra et par knægte på mountainbikes.
De var mest interessede i solcellerne i taget og spurgte slet ikke om, hvor mange hestekræfter den havde. Det viser, at man kan begejstres i dag, Men, at det kan være andre ting, end tidligere, pointerer han.
»Vi kan stadig lide at sætte os ind i vores helt egen bil, hvor vi ved, at det er os selv, som har spildt kaffe, og ikke en fremmeds klistrende stads, der er på sædet,« fortæller han om bilen som en slags rullende dagligstue.
Fisker Automotive
Henrik Fisker er med sit design og sine biler en af de mest karismatiske pesonligheder i bilindustrien. Hans eget erhvervseventyr ligger dog underdrejet efter røde tal i regnskaberne og en stor gæld.
En batterileverandørs fallit gav lange leveringstider og problemer for Fisker, som også mistede 300 biler i orkanen Sandy. Det kostede alt sammen dyrt, og nu er produktionen altså stoppet. Nye investorer har dog rygtevis været på tale i firmaet, der havde planer om at bygge 15.000 biler om året hos Valmet i Finland.
Den karismatiske dansker, der gennem mange år har arbejdet som bildesigner og har skønheder som Aston Martin DB9 og BMW Z8 på samvittigheden, var drivkraften i Fisker Automotive, som nåede at levere 2.450 styk af den smukke Karma og havde den mindre plugin-hybrid, Atlantic,i støbeskeen, før de økonomiske problemer satte ind.
Henrik Fisker var fra starten direktør og blev senere bestyrelsesformand.
Han vil dog ikke forholde sig til spørgmål, hvad de næste skridt bliver.
»Jeg har mange ting i gang,« lød svaret.