Kend campingvognens køreegenskaber

En tonstung campingvogn ændrer bilens køreegenskaber væsentligt. Det gør bilister utrygge.

Artiklens øverste billede
Hastigheden er ekstra vigtig med campingvogn tilkoblet. Samme chikanegennemkørt med kun 5 km/t. ekstra kan give konsekvenser - som her ved slalomkørsel. Foto: Per Raahauge

En stor del af campingvognsejerne har udelukkende et B-kørekort, hvor de må føre almindelig bil med en vægt op til 3.500 kg. Men en dag finder familien ud af, at de vil være campister med egen campingvogn.

De indkøber derefter en campingvogn med en tilpas lav totalvægt, som familiens bil må trække. Den rare sælger vinker farvel. Og med det samme mødes føreren af mange nye udfordringer ude på vejen.

Stort set sådan begyndte jeg selv for mange år siden, da jeg skulle hente mine forældres campingvogn og køre den hjem. Bilens spejle blev indstillet helt nøjagtigt, og de blev brugt flittigt, ligesom øjnene ofte rundede speedometeret. Jeg var meget koncentreret, og min opmærksomhed blev ikke mindre, da jeg skulle over Storstrømsbroen med et vognspor i hver retning og en del modgående lastbiltrafik. Så hænderne blev knuget om rattet, hver gang jeg mødte en lastbil, der med fartvinden ruskede i campingvognen.

Alt gik fint den dag. Og mange tusinde kilometer, et par køretekniske kurser og et B/E-kørekort senere er jeg stadig koncentreret men langt mere afslappet, når jeg kører bil med og uden trailer.

FDM har i en årrække afholdt køretekniske kurser på både Jyllandsringen ved Silkeborg og Sjællandsringen ved Roskilde. I begyndelsen kun til almindelig personbil, men i dag til en bred vifte af brugere med tilbud om udvidet og avanceret køreteknik, mc-kurser og endda om deltagelse på en racerskole. Samt altså et køreteknisk kursus med campingvogn.

Kurserne er seriøse, instruktørerne er velovervejede, og ingen kursist bliver presset til kørsel, han eller hun ikke er tryg ved.

Explorer besøgte årets første kursus på Sjællandsringen, hvor knap en halv snes biler med tilkoblede campingvogne holdt parat i solskinnet uden for banen.

Tjek af bremserne

Kurset begyndte egentlig inden, fordi alle biler og campingvogne først måtte en tur gennem et af FDM's testcentre for at få afprøvet bilens og campingvognens bremser.

Campingvognens påløbsbremser er mere komplicerede end som så, fordi de aktiveres, når bilen bremser, og stødstangen - der er en del af træktøjet - presses sammen. Så det er afgjort ikke noget, man som lægmand selv skal rode med at justere.

Defekte bremser er skyld i mange farlige situationer, så man bør jævnligt få dem kontrolleret af en fagmand. Ved undervisning til B/E-kørekort lærer man desuden selv at tjekke, om der er fejl på anhængerens bremser.

Lær at bakke

Inden det egentlige kursus i køreteknik tilbyder FDM en udvidelse, hvor kursisterne i ro og mag og under instruktion kan lære at manøvrere deres vogntog - ikke mindst baglæns. Det er jo i den retning, mange føler sig udfordret, når campingvognen skal ind på en snæver campingplads. Og alle ved, at interesserede naboer på pladsen ikke fremmer ens evner eller tålmodighed bag rattet.

Men på ganske kort tid blev kursisterne dus med at bakke lige ud samt bakke omkring hjørner med deres campingvogn.

Tør og glat bane

På det egentlige køretekniske kursus bliver bilerne forsynet med numre på siden og walkie-talkie i bilen, så instruktørerne hele tiden kan kommentere kørslen.

Banen er anlagt som en stor rundbane med normal asfalt samt flere "afstikkere" med specialasfalt, der oversprøjtes med vand, som gør den meget glat, når kursisterne skal lære vinterkørsel.

I praksis får kursisterne lov til at gennemkøre de fleste af udfordringerne på banen uden campingvogn. Hvorefter de prøver øvelserne på tør asfalt med campingvogn og til sidst i glat føre med campingvogn.

Hver øvelse gennemkøres desuden først med lav og derefter stigende hastighed. Udfordringerne dirigeres af instruktørerne, der for eksempel kan rejse og sænke plastikkegler på banen, når vogntogene nærmer sig.

Alle forhindringer er af materiale, der ikke kan lave skade på bilerne. Ved alle øvelser er der masser af plads til udskridning. Og instruktørerne presser ikke kursisterne til noget, de ikke magter. Derfor er bilerne også dækket af deres normale forsikring, når de er på køreteknisk kursus hos FDM.

Så en dag på køreteknisk kursus kan bestemt anbefales - også selv om man anser sig selv for at være en erfaren bilist. Det er lærerigt og sjovt, fordi man får lov til at prøve ting, der aldrig kunne lade sig gøre ude i trafikken.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.