Elbilprojekt lader ambitionerne op
Projekt Prøv1elbil, hvor 100 familier hverdagstester en bil, har investeret i nye elbiler.
Efter nogle ugers pause er Danmarks første demonstrationsprojekt med elbiler, Prøv1elbil, klar til igen at sætte strøm til projektet. Konsortiet har netop investeret i otte fabriksnye Citroën C-Zero'er, hvoraf seks biler fremover vil fungere som familiebiler og de øvrige to i kommunalt regi i Horsens og Hedensted Kommuner. Bilerne blev forleden sendt ud i det virkelige liv og dagligdagens nådesløse tests.
»Det er en afgørende forudsætning for elbilernes fremtidige udbredelse, at vi får mere viden om, hvordan danskerne bruger elbilen i deres hverdag, og hvor der er udviklingspotentiale,« siger projektleder Kjeld Nørregaard fra Teknologisk Institut.
Som det første store demonstrationsprojekt af elbiler blev Prøv1elbil lanceret i december 2009. Siden har 40 familier haft en bil til test - både familier med lange afstande til arbejde såsom i Juelsminde-området og nu i Horsens med korte afstande imellem hjem og job.
Projekt Prøv1elbil, som er et samarbejde imellem Teknologisk Institut, NRGi, Energi Horsens Fonden, Horsens og Hedensted Kommuner og med støtte fra Region Midt og Energistyrelsen, har tidligere kørt med ombyggede benzinbiler. Der var imidlertid en hel del tekniske udfordringer med bilerne, som nu er afløst af fabriksnye biler, alle Citroën C-Zero, der nu er i handlen i Danmark.
Følg med på blog
»I Energi Horsens Fonden har vi taget initiativ til Prøv1elbil for at få input til nye forretningsområder. Målet er at skabe vækst og nye arbejdspladser inden for vores område,« siger innovationschef Karsten Lumbye Jensen fra Energi Horsens Fonden.
Fonden har foruden Prøv1elbil investeret i to iværksættervirksomheder, ECTunes og ECOmove, som begge udvikler produkter til elbilbranchen. Desuden står Energi Horsens Fonden bag datterselskabet Bright Ignite, der arbejder for at sikre danske virksomheder og iværksættere en førende position som leverandører til elbilmarkedet.
De fabriksnye biler blev udleveret til seks nye testfamilier i Horsens. Herefter har familierne have bilerne på prøve frem til august. Alle interesserede kan følge deres oplevelser og erfaringer via bloggen www.elbilforum.dk. NRGi har samme forbindelse i samarbejde med Horsens Kommune opstillet to nye ladestandere i den centrale bydel.
Den en ene ladestander er opsat på Svanes Plads nær ved banegården, den anden på torvet tæt ved indkøbsmulighederne på Strøget. Hermed er der samlet opstillet otte offentlige ladestandere i Horsens- og Juelsmindeområdet.
Læs også: De første km i fremtidens bil