En sparsommelig familieflytter
Brændstofpriserne får flere til at vælge diesel-sparebiler. Opel Meriva er en af dem.
Hvis budgettet i forvejen er spændt hårdt op og kilometer-forbruget i familiens bil stort, ja så vælger mange spare-biler, der går så langt som muligt på hver eneste dråbe diesel.
Hos Opel hedder den oplagte spare-diesel til familiebrug, Meriva Ecoflex. Det er bilen med de omvendte bagdøre, som de fleste vil elske efter en kort tilvænningsperiode og lille nøjsom diesel, kombineret med lang gearing mm.
Bagsædet er nøglen
Skal man finde ulemper med bagsædet i Meriva er det ikke adgangen til sædet, men derimod de meget faste bagsæder. Den meget hårde polstring skyldes, at sæderne skal fylde så lidt som muligt, når de klappes sammen for at give et plant gulv.
Pladsen er dog fin, og det er legende let at hoppe ud og ind, uden at kroppen skal drejes. Samtidig er det uhyre let at sætte et barn op i en barnestol, uden at skulle dreje ryggen af led.
Centrum i Meriva er bagsædet, der kan forvandles. Man lægger midtersædet ned og skubber de to andre sæder mod midten, og pludselig har man rigtig meget plads til to personer, der samtidig sidder med god afstand til dørene. Se, det er en bil, hvor der er tænkt over familiens behov.
Motoren på 1,3 liter fås også med 75 hestekræfter, men den testede version er med 95 hk og 180 Nm ved 1750 o/m. Næste trin i Meriva er modellen med 1,7-liters diesel og enten 100, 110 eller 130 hestekræfter. Vælger du en 1,7’er er der 6-trins gear, mens Ecoflex må nøjes med 5 trin.
Tag det roligt
Det bedste ved Ecoflex-versionen af Meriva er den godt dæmpede diesel.
Selv med frostgrader tæt på tocifrede værdier er den notoriske lyd af kold diesel godt dæmpet i Meriva, og med driftsvarm maskine er motoren stort set kun hørbar, når der accelereres. Den testede version er udstyrsniveauet, Enjoy, og den byder på fornuftigt udstyr inklusive varme i rattet.
Med 95 hestekræfter til den relativt tunge Meriva er kræfterne naturligvis begrænsede, og derfor er Ecoflex-Meriva en bil, som man kører afdæmpet i, og sporten består i at opnå den bedste brændstoføkonomi.
Det kræver, at man følger gearskifteindikatoren og husker at bestille bilen med en Komfortpakke, der blandt andet indeholder forbrugsmåler, så man direkte under kørslen kan følge med i forbruget.