Subaru skyder ny æra i gang med flere modeller
Ny Impreza og XV skal forny programmet for det japanske mærke, hvor en ny, global platform også skal danne ramme for kommende el- og plug-in hybrid-modeller.
Det er ikke hver dag, der kommer nyheder fra Subaru. Men nu er der en mindre flodbølge i gang fra mærket, der stadig har boxermotorer og symmetrisk permanent firehjulstræk som signatur.
Det japanske mærke er nemlig i gang med at forny modelprogrammet, hvor den nyudviklede såkaldte ”global platform” er rammen om de nye modeller. Den første var crossoveren XV, der blev vist på Genève-udstillingen i foråret, mens den næste generation af Impreza, der er en bil i Golf-klassen, står på efterårets IAA-motorshow i Frankfurt.
Undervognen er skabt til de el- og plug-in hybrid-modeller, som Subaru lancerer inden for få år. Samtidig har den et lavere tyngdepunkt og er mere kollisionssikker. Modellerne får mærkets Eyesight-sikkerhedspakke, der omfatter en række elektroniske assistentsystemer.
Den nye Subaru Impreza kan fås med en videreudviklet version af mærkets 2,0 liter boxerbenzinmotor med indsprøjtning samt den mindre 1,6 liters af slagsen.
De nærmere detaljer holder Subaru for sig selv, indtil udstillingen begynder.
Ifølge tysk motorpresse bliver en 6,5 tommer berøringsskærm med Apple CarPlay og Android Auto standard, og den kan opskaleres til en større skærm, mens det også bliver muligt at tilkøbe musikanlæg fra Harman Kardon.
Den nye undervogn gør angiveligt modellen både mere komfortabel og sportslig på samme tid, mens bilen sænkes, og styretøjet bliver skarpere. Mens XV lanceres herhjemme til november, kommer den nye Impreza til næste år, oplyser Subaru Danmark. Den følges af en ny Forester og en ny Outback på samme platform.
Det symmetriske firehjulstræk er specielt, fordi transmissionen, kardanakslen og det bagerste differentiale ligger på lige linje bag motoren, så det ikke er nødvendigt med flere komponenter for at få balance. Samtidig er motoren kompakt og flad, så den kan placeres lavt i motorrummet. Det giver en lav vægt og ifølge Subaru bedre ydelse. Stabiliteten øges af det såkaldt responsive firehjulstræk, der automatisk justerer trækkraften mellem akslerne. Danske priser eller udstyr til modellerne kendes ikke.