Tom Kristensen om Goodwood: ”Jeg elsker at komme der – for det er all in!”
Han vandt ni gange og blev den største på Le Mans. Nu er han på vej til at blive den største på Goodwood. Tom Kristensen har forlænget sin racerkarriere i historiske racerbiler.
Goodwood Revival er motorløbet på den klassiske bane i Sydengland, som køres hver eftersommer.
Revival er en skøn racerweekend, men den måske vigtigste grund til, at netop denne motorhistoriske begivenhed er blevet måske raceverdenens absolutte diamant, er, at Goodwood Revival både er race og show.
For at for få adgang til pitten, hvor racerbilerne holder, skal alle nemlig være klædt, som dengang bilerne var nye. Kvinder med skørter med store prikker og dybe V-udskæringer. Og mænd med slips – og ja, af og til en butterfly. At alle er klædt som dengang, og at alt på banen er som før i tiden, gør netop Goodwood Revival til en ekstraordinær event. Nåh ja. Vi må ikke glemme, at væddeløbsbilerne er gamle – nyeste er fra 1966, og resten er ældre.
For det er året 1966, der er det magiske skæringspunkt. Det var nemlig dette år, at Goodwood Motor Circuit ved den engelske sydkyst ikke langt fra Brighton blev tvunget til at lukke for egentlige racerløb. Mange år senere, helt præcist 32, fik banens ejer, lord March, imidlertid idéen at skrue tiden netop 32 år tilbage; at starte alt igen, som det var i 1966. De samme biler, den samme påklædning – det siges, at selv blomsterne skulle være som dengang i ’66.
Lord March gennemførte sin plan med stor succes. Og i dag, yderligere 18 år senere, er Goodwood Revival den uovertrufne event af sin art, som går over i historien. Ikke mindst takket være en dansk kører, Tom Kristensen. Danmarks mr. Le Mans, der efter fem sejre derovre i England er på vej til at blive en slags mr. Goodwood. Efter syv år har Tom vundet fem sejre – gad vide, om det ender med, at Tom Kristensen vinder flere gange på Goodwood end ni. Netop ni, fordi det jo er antallet af danskerens sejre på Le Mans.
Gentlemanracing
Goodwood Revival er mildest talt begejstret for at have mr. Le Mans blandt sine stjernekørere. Ikke mindst efter danskerens sejr i en sølvfarvet Ferrari 250 GT SWB – forkortelsen for Short Wheel Base; altså kort akselafstand.
Egentlig var det planen, at den millionerdyre italiener skulle have været kørt af den engelske racerstjerne Jason Plato, men sygdom gjorde kort før start Ferrari-sædet ledigt.
»Tom – could you? Please.«
Det kunne Tom da, så uden stort set at have set Ferrarien før, tog danskeren sejren. Lidt ligesom året før, da der stod ”Tom Kristensen” på siden af den hvide Ford Fairlane, der vandt sit løb. Her havde mr. Le Mans kun nået at køre knap en halv kilometers træning.
»Goodwood og historisk motorløb i det hele taget handler jo om ”heritage”, og Goodwood er den bedste historiske race-event i verden. Fordi det er ”all in” for kører som tilskuer. Jeg elsker stemningen og atmosfæren,« siger Tom K.
»Lord March er jo en fantastisk host. Også til gallafesten lørdag aften, hvor alle er klædt ud, og hvert år har sit tema. I år var jeg Asterix. I ’14 var jeg Napoleon, og i ’´11 ukendelig som astronaut. Min far (racerkøreren Carl Erik Kristensen, red.) har jeg også haft fornøjelsen af at have med derovre. Det var en af de større oplevelser, som vi har haft sammen,« siger Tom Kristensen. Fascinationen af racerløbet er helt klar.
»Goodwood – det er all in. Men det handler jo også om, at de ældre biler skal køres på en særlig måde. Hæl og tå. Minimalt dækgreb, udfordrede bremser og langsomme gearkasser. Bilerne skal lægges an på en særlig måde; bagenden skal helst ud inden svinget og styres på speederen.«
»Ferrari Short Wheel Base, som jeg vandt med i år, skal køres med overstyring. Noget ‘slide’ og ‘drift’, men heller ikke for meget. Den hvide Ford Fairlane og den kæmpe store Galaxie (vinderbiler i ’15 og ‘13, red.) skal køres bredt. Og den vilde AC Cobra lavede hjulspin i alle gear selv i tørvejr. Og det styrtede ivrigt ned netop til det løb. Så det krævede en del mere kontant og disciplineret kørsel. Altså med respekt,« forklarer Tom K.
»Jeg konstaterede inden løbet i år med Ferrarien, at det var en kostbar bil (adskillige millioner pund), og at jeg nok skulle passe på den!« Mekanikerens tørre kommentar var klar.
»Skulle det gå galt på banen; så bare sørg for at bringe pladen med stelnummeret tilbage til pitten, så skal vi nok klare resten …« svarede han.
»Ja, altså race med disse biler er efter min mening vigtige kulturhistoriske begivenheder – selvfølgelig inklusive løbene i København og Aarhus. De gamle biler har egentlig forlænget min tid bag rattet i to retninger. Jeg deltager jo i biler, fra før jeg blev født. Og nu kører jeg dem efter min tid som rigtig racerkører,« siger Danmarks mr. Le Mans med det der helt specielle Tom K.-smil.