Eftertragtede stjernebiler glemt i skov
En halv snes Mercedes fra 70’erne og 80’erne var glemt i skov, men har nu fået nye ejere.
Engang var de en fast del af gadebilledet som direktørbiler eller taxaer. Men i dag er de så småt ved at være sjældne youngtimere, de kantede Mercedes W123- og W124-modeller fra 1970’erne og 1980’erne, især fordi interessen for biler fra især 80’erne er kraftigt stigende.
Derfor er det ekstra interessant, at der er dukket en halv snes op, hengemt i en skov. Det skete for nylig i Hadsten i det midtjyske, hos den 23-årige bilentusiast Frederik Bossow Angel. Han havde tidligere købt hele 850 ældre biler sammen med sin bror, Andreas Bossow Angel, på et tidspunkt, hvor han lige havde fået kørekort.
Bilerne skulle sælges videre for at tjene penge til at starte virksomhed for. Men de bedste og flotteste blev stillet til side for at blive solgt til de rette.
Glemte bilerne
Imidlertid havde brødrene så travlt med at starte virksomheden Lejstudentervogn.dk, at de glemte alt om bilerne. Indtil de en dag besluttede sig for at rydde op. Bilerne, som til dels har stået i skoven og til dels i containere og i en hal indendørs, kunne alligevel selv køre frem, da brødrene overtog dem.
De 12 Mercedes-modeller, der står sammen med en håndfuld hverdagsbiler, har ikke meget rust, men nogle er selvfølgelig mærket af opholdet i skoven. En række har lædersæder, soltag og så lave km-tal som 115.000 km.
»Det var ikke nogle biler, som betød noget for os, og nu skulle de bare videre, inden de faldt helt sammen,« siger Frederik Bossow Angel.
De i alt 16 biler blev sat til salg på Campen Auktioner i Randers, hvor de gik for i gennemsnit 5.000-7.000 kr. stykket. Det er ikke hver dag, at auktionerne sælger skovfund.
»Det er meget usædvanligt at vi sælger biler, som er fundet i en skov. Men ellers har vi fundet biler de mærkeligste steder, lige fra under presenninger til i kostalde,« siger Annette Kjær, som er marktingchef hos Campen Auktioner.
Frederik Bossow Angel og hans bror har i det hele taget et godt øje til ældre biler, nemlig veteranlastbiler, som de nu har en flåde på 10 styks af til studenterkørsel. Det er især modeller som Scania 80 og 81 samt Mercedes 1113, der dominerer.
Brandbiler er gode
Bilerne, som de mener er langt mere charmerende end moderne lastbiler, har de to fundet i veterankredse i Danmark og Sverige og ombygget dem til studenterkørsel.
»Vi kigger især efter tidligere brandbiler, de er altid godt vedligeholdt med service og dæk, og så har de sjældent kørt mere end 25.000 km. Det er jo ingenting for en lastbil, der måske ellers kan køre en halv til en hel mio. km,« siger Frederik Bossow Angel. Forretningen blev startet, da han i sin tid skulle finde en bil til sin egen studenterkørsel. Men allerede et år inden den store dag, var næsten alt udsolgt, eller priserne var meget høje.
»Jeg tænkte, at det måtte vi kunne gøre bedre, og siden har vi mindst købt og renoveret en lastbil om året,« siger Frederik Bossow Angel, der også hygger sig med at renovere de gamle biler ved siden af sine studier. Han håber, at der bliver endnu mere gang i forretningen, efter at der lovgivningsmæssigt er åbnet for, at nu også dimittender fra toårige uddannelser må køre studenterkørsel.