Tom K’s hemmelighed
Danmarks nok største motorløb kommer til København i weekenden. Gamle biler gi’r den bundgas på bybane, og en af storfavoritterne er Tom Kristensen.
Du kan glæde dig til at se Danmarks nok største motorsportsstjerne, Tom Kristensen, i årets klassiske race, Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP). Der bliver altid gået til stålet, når de gamle biler racer i Københavns gader. Derfor kan du regne med et brag af et løb, når racet kører den kommende weekend.
Tom Kristensens stjernestatus har han opnået gennem de mange sejre på Le Mans; de fleste i Audi, men faktisk også én i Bentley og én i Porsche. Det er jo dét, Le Mans, der har gjort krøltoppen fra Hobro til en af verdens største racerkørere. Tom Kristensen – Mr. Le Mans.
Og Le Mans – det er jo mildest talt race med nye biler. Men Tom K. kan også noget andet; race og ikke mindst vinde med gamle biler. Tom Kristensen har nemlig også for vane at vinde, når han kører i historiske biler. Gentagne sejre på Europas nok største historiske motorløb, Goodwood Revival, fortæller hele historien. Og understreges af Tom K. i Danmarks nok største historiske motorløb, CHGP. Løbet, der første gang blev kørt foran Christiansborg, men som i dag holder til i Bellahøj nær København.
CHGP 2016 – det er denne weekend. Løbsserien Pro/Am bliver den vigtigste begivenhed, og her har vi igen og igen set Tom Kristensen danne makkerpar med H.K.H. prins Joachim. Men Danmarks racerprins er på vej til Rio lige nu, så Tom har lånt prinsens Lotus Cortina og deler den denne gang med sin lillebror, Jacob. Så kan Racerprinsen få en sms, når løbet er kørt. Men Joachim eller Jacob eller hvad – Tom Kristensen ender sikkert alligevel med at vinde.
Hvordan kan det være, du kan køre så stærkt i gamle racerbiler, Tom – hvad er din hemmelighed?
Tom K.
Hvorfor er CHGP blevet så stort? Husk på, at første løb blev kørt tilbage i 90’erne som en ”kultur-begivenhed” foran Christiansborg. Siden har løbet været forbi blandt andet Parken og er altså nu i Bellahøj nær campingpladsen og Bellahøjbadet.
Svarene er jo mange – men vigtigst af alt er, at løbet i dag som dengang bæres af gensynet med de gamle racerbiler, vi husker bedst. Typisk Cortina Lotus, Porsche 911 og Ford Escort. Og at de køres – og at de køres stærkt – både af de helt store, da bilerne var nye, og de helt store i dag. Til første kategori hører i den grad Erik Høyer, til den sidste Michael Christensen. Og lige midt imellem Tom Kristensen.
Den cocktail – den glider ned hos mange bil- og motorsportsfans med et ”uhmmm” og ”en til, tak”.
Idet klokken passerer 08.30 lørdag bliver første speeder trådt i bund til CHGP 2016. To dages fartfest med cirka 240 biler fordelt på 10 klasser inklusive opvisning med meget gamle racerbiler og motorcykler.
Virvar af racerbiler
Standardvogne op til 1965, andre op til 1971, og nogle til 1947. Det kan være et virvar at finde runde i de mange bilklasser, der denne weekend kører om kap på bybanen i København. Her er guiden, der bringer orden i det:
- Klasse A: Gamle racerbiler, de er virkelig gamle. Udelukkende opvisningskørsel.
- Klasse B: Sportsvogne og tunede standardvogne op til 1965. F.eks. Mini Cooper og Jaguar E-Type og Lotus Cortina.
- Klasse C: Små tunede standardbiler – som på Roskilde Ring. F.eks. Ford Anglia, Mini Cooper og Fiat Abarth.
- Klasse D: Store tunede standardbiler op til 1971. F.eks. Ford Escort og BMW 2002.
- Klasse E: Nyere standardvogn, mange Escort, mange 911, men også BMW Batmobil og Ford Capri.
- Klasse F: CHGP’s ”guldklasse”, Formel Junior, der er små, historiske formelbiler.
- Klasse G: Pro/Am: Hovedløbet med bl.a. Tom Kristensen. Typisk Cortina og Porsche 911.
- Klasse L: Legend Cup – egentlige racerbiler med motorcykelmotor.
- Mascot DTC: DTC-klassen, store amerikanerbiler, bl.a. Magnussen, Elgaard og Bremer.
- MC: Opvisning med historiske motorcykler.
Få en tur, der vil noget
CHGP er et racerløb, men undervejs er der mulighed for at få en tur i en sportsvogn med en af kørerne bag rattet. Blandt de hurtigste biler er disse fem. En tur i dem koster 2.500 kr., men der er andre ture til 1.500 kr. og til 1.000 kr.
- Aston Martin Vanquish Black Carbon – køres af Christoffer Nygaard
- Audi R8 V10 Special Edition – køres af Tom Kristensen
- Corvette Z06 – køres af Jan Magnussen
- Koenigsegg CCXR Edition Carbon – køres af Nicki Thiim
- Porsche Cayman GT4 Clubsport – køres af Michael Christensen