Fortsæt til indhold
Biler

Nu ligner Tesla S familien

Ny, mere strømlinet front på Tesla Model S betyder, at modellen nu matcher den nye Model X og den kommende Model 3.

Jens Overgaard

Hvis der er nogen, som underspiller traditionelle facelifts, er det Tesla, der mere vil ses som et it-firma, der laver opgraderinger af modellernes software undervejs og ikke gør noget ud af modelårgange. Men nu fire år efter, at Model S kom på banen, sker der alligevel noget. Modellen får nemlig en række mere synlige opgraderinger af ”hardwaren”, som skal holde den store elbil frisk nogle år endnu.

Sikrer luftkvaliteten

Mest iøjnefaldende er en ny, mere lukket og strømlinet front, der matcher den, som findes på den nye Model X, og som er vist på de første versioner af den kommende Model 3, hvor den nærmest er helt lukket. Men her kan ske ændringer før lanceringen.

Den nye front på Model S omfatter også nye full LEDforlygter, der kan udbygges med LED-drejelys og LED-tågelygter. Kommende ejere kan også tilkøbe HEPA-luftfiltersystemet, der kan sikre kabinen mod biologiske angreb eller ifølge Tesla fjerne næsten 100 procent af alle skadelige stoffer som allergener, bakterier og udstødningsgasser fra kabineluften.

Model X viser, hvilken vej designet på Tesla-modellerne går.

Den indbyggede standardlader hæver også effekten, hvilket giver kortere ladetid, mens midterkonsollen får en let ændring, og der bliver nye muligheder for trim indenbords.

Med faceliftet stiger Model S også i pris, hvilket i gennemsnit er seks procent. Det betyder, at prisen for den billigste Model D70S nu er på 893.000 kr. De første eksemplarer af den nye model vil lande herhjemme til juni.

Flere lademuligheder

Tesla S-ejere kan oplade bilerne gratis ved superladere. Det udbygger fabrikken nu med en såkaldte ”Destination Chargers” på en række steder i Europa og Danmark. Det er især ved hoteller og restauranter, hvor bilejerne kan bruge faciliteterne, før de kører videre.

Foreløbig er der fem steder med Destination Chargers herhjemme, der supplerer de syv adresser med superladere. Mens en supercharger kan lade med op til 270 km per halve time, når batteriet er næsten tomt, lader Destination Chargeren med 50 km per halve time.