Fortsæt til indhold
Biler

Hyundais 3-i-1’er ligner en rigtig bil

Ioniq, der er Hyundais svar på Toyota Prius, men både kommer som el-, hybrid- og plug-in hybridbil, byder på velfriseret design.

Jens Overgaard

Hvis der er noget, som kan dele vandene, er det bildesign.

Tag bare Toyotas nye Prius, der med sit kantede high tech-design nærmest kun overgås af brintbilen Mirai fra samme firma, når vi taler opmærksomhedsfaktor.

Her går Hyundai mere nænsomt til værks med den nye Ioniq, der byder på et mere mainstrem-agtigt udseende, viser de første billeder. Modellen, der både kommer som elbil, hybrid og plug-in hybrid, har dog fået en front med et ordentligt snydeskaft af mærkets nye sekskantede kølergrill, som er det nye vartegn. Modellen drives af en 1,6-liters GDI-benzinmotor, der går i spænd med en elmotor på 47 hk.

Mere dynamik

Hyundai har ikke opgivet de nærmere tal for modellen, der lanceres senere på året. Men den skulle angiveligt være rigtig økonomisk.

En del af gevinsten er hentet ved brug af letvægtsmaterialer som højstyrkestål og aluminium i produktionen.

Ifølge fabrikken er batteripakken placeret forrest i bunden, hvilket skulle give pænt dynamiske køreegenskaber.

Større hybridbiler har især fået fat på det enorme amerikanske marked, og det er da også her, hvor modellen kunne have et stort potentiale. Men også i Europa er der en gryende interesse for hybridbilerne.

Artiklens emner
Hyundai