Test: Bryg kaffen i bilen på få minutter
Vi tester Handcoffee Auto og Handpresso Auto, som giver nye kaffeoplevelser undervejs, men også koster.
Så er der kaffepause! Efter få kilometers kørsel svinger vi ind på den nærmeste rasteplads. Midterkonsollen lokker nemlig med en varm kop kaffe. Vi skal bare fylde vand og en kaffepude i den nye Handcoffee Auto og så trykke stikket ind i cigartænderen.
Den lille mobile kaffemaskine arbejder med et tryk på 2 bar og er seneste skud på stammen fra det dansk/franske firma Handpresso, som i forvejen sælger Handpresso Auto, der laver espresso med tryk på 16 bar. Med priser på henholdsvis 700 kr. og ca. 1.300 kr. er det dog ikke billigt at komme i gang. Og puderne med kaffe, der skal i, løber også op. Dem fandt vi dog på nettet til henholdsvis 2,5 kr. og 85 øre stykket. Men det kræver, at du køber et kvantum. Det skal holdes op mod en tankstation, hvor en kop kaffe typisk koster fra 20 kr., og en dobbelt espresso 30 kr.
Vanddosering er vigtig
Filosofien er klar; du skal kun brygge, når du holder stille, af hensyn til trafiksikkerheden. Men med motoren i gang. Brygprocessen i Handcoffee tager nemlig fire minutter, mens espressomaskinen gør det på to.
Vanddoseringen er vigtig. Vi er hjulpet af en stribe glasøjne i toppen af maskinen, som bliver mørke, efterhånden som den fyldes op, alt efter om du skal have en stor eller lille kop. Det virker godt, men kræver tilvænning. Det kan være svært at se øjnenes nuancer, og du skal passe på ikke at spilde, når du hælder vand i de smalle nedløb.
Maskinerne virker gennemtænkte, designet elegant a la dansk brugskunst og den nubrede gummioverflade gør, at glatte fingre ikke glider. Kaffen er hurtigt klaret. Et tryk på startknappen, og efter få minutter lyder boblelyde som fra en kogekande, et par dutsignaler, og så kan du tage stikket ud, vende kanden og trykke på Bryg-knappen. Den varme kaffe presses hurtigt ned i koppen. Du skal være rolig på hånden.
Espresso er bedst
Hvis du kan lide Senseo, er det sagen, og der også en let crema. Men vi er ikke imponerede over smagen, der med de Senseo-pads, vi testede, savner fylde i at adskille sig meget fra tankstationskaffen, hvor du får bryg fra friskmalede bønner.
Espressomaskinen, Handpresso, er en tand mere bøvlet at betjene, men giver en langt bedre kaffeoplevelse. Du kan følge temperaturen på et lille viserur. Når temperatur og dermed tryk er rigtig, presser du på en sikkerhedsknap, og espressoen pibler ned i koppen.
De testede pads fra Iley og Covim gav en fin, tyk crema, den olieagtige overflade, som er et af kaffens kvalitetstegn, og en god fyldig smag, som matcher en Nespresso. Altså godkendt. Den lave bryghastighed, espressoen pibler ud med, gør, at den hurtigt afkøles. Så du skal helst tappe i en af de medfølgende engangskopper eller en varm kop, ellers bruger espressoen sin energi til at varme koppen med og køles hurtigt af. Dommen er klar: Du skal have et vist behov for at investere i maskinerne, der mest er lagt an på en hurtig kop i farten. Handpresso Auto laver unikke dråber, mens HandCoffee Auto ikke er så speciel i sin kaffeoplevelse. Her er der også andre alternativer til den klassiske termokande, for eksempel en lille kaffemaskine eller en elkedel til at sætte i cigartænderstikket og så lave Neskaffe. Men så er oplevelsen også mere ordinær.