Her er de bedste dæk til de våde vinterveje
Der er stor forskel på de bedste og de dårligste vinterdæk, konkluderer FDM, der sætter navn på vindere og tabere blandt Goodyear, Michelin, Continental og mange andre.
Måske hører du til dem, der ikke skænker dækkene en tanke, før du en kold vintermorgen er på vej på arbejde. Vinteren er igen kommet bag på dig og mange andre. Bilerne holder i kø, og mange af dem har problemer med at få bid i den fedtede asfalt. Du mærker også selv, hvordan du skøjter rundt på vejbanen...
Eller måske er du typen, der sørger for at skifte til vinterdæk i god tid. Hvis du hører til den gruppe, er der nu en mulighed for, at du kan sætte dig ekstra godt ind i fordele og svagheder ved de forskellige dæk.
FDM er klar med årets store test af vinterdæktest, og konklusionen er klar: Det er langtfra ligegyldigt, hvilken slags vinterdæk du sætter på din bil.
Som tidligere år er størrelserne på de testede vinterdæk identiske med dem fra forårets sommerdæktest, hvilket gør testen interessant for danske bilejere. Der er nemlig tale om dæk i 14-tommer (165/70) og 16-tommer (205/55).
205/55 er Europas mest solgte dækstørrelse og passer til bl.a. VW Golf og Skoda Octavia, mens det noget mindre 165/70 passer til en række af de populære mikrobiler.
”Vinterdæk er ikke bare afgørende for sikkerheden, de har også stor betydning for fremkommeligheden. Der er derfor ingen vej uden om vinterdæk, hvis man vil køre i vinterføre. I Danmark er vinteren dog ofte mere våd end hvid, og det er netop egenskaberne på våd vej, der adskiller testens bedste dæk fra de dårligste,” siger bilteknisk redaktør Søren W. Rasmussen.
Testen fra FDM viser markante forskelle mellem de bedste og de dårligste dæk. De kendte dækproducenter som Continental, Dunlop, Goodyear, Michelin og Yokohama stiller op med dæk, der er suveræne set med danske øjne. De byder på gode egenskaber på våd vej, hvilket er vigtigt for kørsel i den ofte våde danske vinter, og de er desuden gode, når vinteren for alvor viser tænder.
I 14-tommer-kategorien er det Goodyear UltraGrip 9, der er testvinder og får 5 stjerner:
"Dette er dækket med bedst vejgreb på våd vej. Det er også godt på sne og med hensyn til rullemodstand og slidstyrke. Det står også godt fast på tør vej," hedder det i bedømmelsen fra FDM.
Michelin Alpin A4 og Dunlop Winter Response 2 får også 5 stjerner, mens Mentor M200, Linglong Green-Max Winter HP og Aeolus SnowAce AW02 dumper: "Vejgrebet på våd vej er så ringe, at dette dæk på ingen måde kan anbefales," lyder det fra FDM.
I 16-tommer-kategorien er det Continental ContiWinterContact TS 850, som er testvinder og får flotte ord med på vejen:
"Et ægte vinderdæk, der er godt under alle forhold. Opnåede bedste karakter på våd vej, i sne og med hensyn til slidstyrke."
Yokohama W.drive V905 får også 5 stjerner. Avon Ice Touring ST får derimod dumpekarakter og skæld-ud:
"Egenskaberne på våd vej er meget dårlige, og det betyder, at vi ikke kan anbefale dette dæk."
Ifølge FDM varierer priserne fra dæk til dæk, men ofte er forskellene små, og ser man sig om på nettet forud for købet, er der ingen grund til at lade økonomien styre valget af en så vigtig del på bilen.
”Markedet for dæk er stort og kan nemt virke uoverskueligt. Her er vores test en god guide, der kan hjælpe én med at finde det dæk, der passer bedst til ens behov og bil. Vigtigst er dog, at man vælger et dæk, der klarer sig godt på våd vej. Det er kort og godt et spørgsmål om sikkerhed," siger Søren W. Rasmussen.
Du kan se hele testen af vinterdæk på FDM's hjemmeside
165/70 R14T her
205/55 R16H her