Fortsæt til indhold
Biler

Jysk godsejer sætter unik bilsamling til salg for 300 mio.

Om to uger vil bilelskere fra hele verden komme til bilauktion hos rigmand fra Mols.

Hvis man har lyst til at købe John Rockefeller Jr.'s tidligere Bentley til ni mio. kr, en Maybach-model fra 1933 til den nette sum af 24 mio. kr., eller "bare" en Duesenberg, Cadillac eller Rolls-Royce, så har man chancen om to uger.

Den 26. september holder den 70-årige rigmand Henrik Frederiksen nemlig en storstilet bilauktion på sit gods Lyngsbækgaard nær Ebeltoft i samarbejde med det verdenskendte auktionshus Bonhams.

En af de dyreste biler på auktionen. En Duesenberg fra 1930 vurderet til en pris på op mod 21 mio. kr.

På auktionen bliver 48 af Henrik Frederiksens bilsamling på 50 veteranbiler sat til salg, og det forventes at bilsamlere fra hele verden vil komme forbi Mols for at sikre sig en eller flere af bilerne fra den jyske godsejers historiske samling. Groft sagt er det en af årets mest imødesete begivenheder i bilverdenen.

"Vi ser frem til en historisk auktion med stor international interesse for disse biler, der skal sælges på en idyllisk lokation. Henrik (Frederiksen, red.) har omhyggeligt samlet nogle af verdens fineste modeller, som sjældent kan købes i offentligheden," siger Jakob Greisen, chef for Bonhams bilafdeling, til Finans.

Bilsamlingens samlede værdi er af Bonhams vurderet til at være på knap 300 mio. kr., men Henrik Frederiksens gevinst kan sagtens ske at overstige det beløb. Prislejet svinger fra 400.000 kr. for en Citroën DS23 Pallas fra 1974, der i øvrigt også er samlingens yngste bil, til 24 mio. kr. for en 82 år gammel Maybach DS-8 Zeppelin Cabriolet. Den ældste af bilerne er en eldrevet Woods-bil fra 1905.

En Rolls-Royce fra 1913.

Siden Henrik Frederiksen var 18 år, har han samlet på biler, og det var han og hans nu afdøde hustru Vivi Frederiksens store hobby gennem mange år.

Men da Vivi Frederiksen døde i april efter kort tids sygdom, besluttede Henrik Frederiksen sig for at sælge samlingen af unikke og sjældne biler.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Henrik Frederiksen, men han har til gengæld udtalt sig om bilauktionen til Bonhams hjemmeside.

Den dyreste vurderede bil i samlingen. En Maybach fra 1933 til den pæne sum af 24 mio. kr.

"Jeg har aldrig solgt en bil, så det bliver hårdt nu at skulle sælge dem alle på én gang. Jeg har været i bilverdenen i mange år, så nu er tiden kommet til at lukke døren dertil og åbne til en ny verden," siger han.

Henrik Frederiksen opbyggede sin formue gennem en kæde af Matas-forretninger og ejer nu Restaurant Støvlen, Molskroen og Strandhotellet.

For 800 kr. kan man få adgang for to til bilauktionen den 26. september. Man skal dog have registreret sig hos Bonhams inden den 24. september.

Alle bilerne og mere om auktionen kan ses her.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.