Fortsæt til indhold
Biler

Det tynder ud blandt firmabilerne

Traditionelle firmabiler har fået det sværere, og Honda dropper Accord.

Jens Overgaard

Der er blevet færre modeller at vælge imellem for firmabilfolket.

Honda følger nemlig i hjulsporerne på Nissans afsked med Primera og dropper at sælge den hæderkronede Accord i Europa.

Ifølge Automotive Week har Toyota også overvejelser om at udfase den europæisk producerede Avensis, der nu får facelift nr. to siden 2009. Det er dog blevet afvist af Toyota.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

Noget, som er en konsekvens af, at firmabilmarkedet i Europa over få år er skrumpet fra 800.000 biler om året til under en halv million. Det sker i takt med, at premiummærker som Audi, BMW og Mercedes vinder markedsandele og æder sig ind på de traditionelle firmabilmærkers territorium. Det gælder også herhjemme, hvor premiummærkerne alle ligger i topti over de mest erhvervsleasede biler. Derfor bliver den samlede kage for netop den kendte firmabilklasse – med sedaner og stationcars i Ford Mondeo-størrelse – endnu mindre.

Nissan Primera blev udfaset i 2007, og der er ikke kommet en afløser. Til gengæld har Nissan succes med crossoveren Qashqai. Foto: Nissan
Toyota Avensis fra 2009 fylder seks år og får et stor facelift. Konkurrenten VW Passat kørte dog ni år med facelift undervejs. Foto: Toyota
Den nye Ford Mondeo skulle have været klar i 2013 for at afløse forgængeren fra 2008, men blev skubbet to år. Foto:Jonas Ahlstrøm

Tendensen slog igennem hos netop Ford, der ikke havde synderligt travlt med at få den netop lancerede nye amerikansk udviklede Mondeo på markedet og lod den vente to år, mens der blev skabt en ny fabrik i Spanien. Simpelthen fordi der ikke var penge i at være først, mens den gamle model, hvor omkostningerne var betalt, så kunne tjene lidt flere penge hjem.

»Når firmaklassen ikke er en cashcow længere, satser nogle bilfabrikker på andre typer og lader modellerne leve længere, for eksempel otte-ni år mod ellers seks år, hvor de også kan tjene sig mere ind,« siger René Tønder Nielsen.

De klassiske firmabiler presses nemlig også fra siden af nye biltyper som crossovere a la Nissan Qashqai, mens trykket nedefra stiger med mellemklassebiler som VW Golf, der bliver stadig bedre, påpeger brancheanalytiker René Tønder Nielsen, Udvikling A/S.

Mere premium

VW forsøger samtidig at løfte den nye Passat ind i premiumklassen og placere den på samme hylde som Audi, Mercedes og BMW. Ved at styrke et i forvejen stærkt brand vil man på den måde kunne tage flere penge for produktet og få en bedre indtjening.

Noget, som styrkes af samdriftsfordelene med de andre mærker i VW-koncernen, som Skoda, Audi og Seat, hvor fælles platforme mindsker udviklingsomkostningerne.

Der vil dog fortsat være et vist marked for de klassiske firmabiler, mener René Tønder Nielsen.

»Der vil være behov for modeller, som binder mellemklassen sammen med suv’erne,« mener han.

Seneste model i firmaklasse er den helt nye Skoda Superb, som med godt design, masser af plads og avanceret udstyr er klar til august.

Artiklens emner
Ford
Toyota