Her er fremtidens instrumentbord
Kontakterne forsvinder fra instrumentbordet, som styres med fagter, viser bud fra VW.
Fremtidens biler kan blive helt uden betjeningsknapper og greb. Sådan lyder buddet fra Volkswagen, som har vist konceptbilen Golf R Touch på den store CES-elektronikmesse i Las Vegas.
Instrumenteringen er også udstyret med sensorer, så man med håndbevægelser kan indstille sæder eller åbne soltaget.
»Vi viser med bilen, hvad der kan lade sig gøre i dag. Det betyder ikke, at det hele kommer i produktion. Det afhænger af, hvad der er vigtigt for bilkøberne,« siger VW-chefen Heinz-Jakob Neusser til Automobilwoche.
Der er tale om en videreudvikling af den opsætning, vi kender fra Tesla S. Her styres soltaget med en slags elektronisk skydelære på en midterkonsolskærm på størrelse med to iPads.
Samlet system
VW-koncernen er i løbet af året klar med systemet App Connect, der forener de hidtil tre kendte standarder for at få smartphones til at spille sammen med bilens skærme og for eksempel audio. App Connect omfatter således Apples Car Play, Android Auto og Mirror Link, som kan spejle telefonens funktioner.
Messen i Las Vegas, der har fremtidens biler som tema, bugnede med innovation. BMW viste således systemet Touch Command, hvor man med en app på sin tablet for eksempel fra bagsædet kan indstille klimaanlægget, sæderne, musikfunktionen, navigationsanlægget eller BMW’s eget i-connect-system med bilens funktioner.
Repræsentanter fra Bosch vurderer også, at mange biler med fuldautomatiske systemer snart vil fungere delvist selvkørende, mens højautomatiske, der selv kan styre fra A til B, ligger 15 år ude i tiden.
Selvkørende biler
De fuldautomatiske systemer kan for eksempel selv følge en kø og fås til flere bilmodeller i dag, men Bosch tror, at biler fra 2020 selv vil kunne køre fra den ene motorvejsafkørsel til den anden.
Sascha Ott fra Karlsruhe Institut für Technologie fortæller til magasinet, at det næste skridt før de autonome biler bliver køretøjer, som kan kommunikere med omgivelserne Her kan følere og sensorer for eksempel registrere folk i en fodgængerovergang og kvittere med et ”undskyld”-skilt eller en smiley, alt efter situationen.
Bilerne bliver også klogere. VW viser en udvikling af selvparkeringssystemet Parkpilot, der indlærer vejen til den sædvanlige parkeringsplads, når man alligevel kører vejen, og som kan fjernstyres med en smartphone uden for bilen.