Fortsæt til indhold
Biler

Prøv en elbil på lejebasis

Lej en VW e-Up i en måned for 3.000 kr., lyder et tilbud fra Sixt, der følger et lignende på Nissan Leaf til 3.500 kr. per måned fra Avis.

Jens Overgaard

Det bliver lettere at prøve en elbil i praksis.

To af de store udlejningsfirmaer er klar med tilbud, hvor du kan leje en elbil helt ned til en måned. Sixt kan tilbyde en e-Up til 3.000 kr. for en måned, mens Avis kan klare en Nissan Leaf til 3.495 kr. Tilbuddene er inklusive bl.a. forsikring, service og dæk. I Up er der 2.100 km per måned inklusive, mens Leafen har 2.500 km per måned med. Til gengæld falder prisen for Up til 2.850 kr. per måned ved 12 måneder og 2.700 kr. per måned ved 24 måneder.

»Det er en enkel og fleksibel måde at teste på, om en elbil er noget for dig,« siger Søs Righolt Ilum, der er pressechef hos Volkswagen.

Ann Strøby, pressechef hos Nissan, uddyber.

»Det giver et realistisk billede af, hvordan en elbil fungerer i hverdagen og med det kørselsmønster, man normalt har, siger Ann Strøby.

Bilerne leveres med ladekabler til at lade hjemme. Til ladning undervejs kan man for eksempel købe adgang til Clever eller E.ON’s netværk af ladestandere.

Renault-importøren kan tilbyde leasing af en Renault Zoe elbil over 36 måneder til 2.495 kr. per måned, inkl. 10.000 km om året og en såkaldt wallbox til hjemmeladning. Her skal man betale en startydelse på 9.995 kr. Den er 0 kr. ved leje af de to andre biler.