Fortsæt til indhold
Biler

Firmabiler bliver flere og mere forskellige

Der er større spredning i valget af firmabiler, og færre vælger den klassiske dieselstationcar.

Jens Overgaard

Det er ikke længere en selvfølge, at enkelte diesel-stationcar-modeller som VW Passat eller Ford Mondeo nærmest ved naturlov dominerer toppen af hitlisterne hos leasingselskaberne.

Nu vælger firmaer og medarbejdere langt mere bredt, lyder det fra to af de store leasingfirmaer.

»Danskerne er blevet langt mere åbne for flere forskellige bilmærker, når de vælger firmabil,« siger Lars Eegholm, adm. direktør i Leaseplan Danmark.

Det skyldes især en ændring i reglerne for registrering fra 2012.

Tidligere kunne nogle bilmærker holde beskatningsgrundlaget meget lavt, så de blev væsentligt billigere end andre. Men i dag er priserne på bilmærkerne blevet mere ens.

»Lovændringen har medført, at der er blevet flere firmabiler at vælge imellem til nogenlunde samme pris. Det er danskerne blevet gode til at udnytte, sådan at de vælger lige netop den bil, der passer præcis til deres behov, også selvom de måske ikke før har kørt i det bilmærke,« siger Lars Eegholm.

Bredt felt

Hos Leaseplan er der nu ikke længere én klar favorit, men mere tæt løb mellem modellerne. Samtidig har nye bilmærker sneget sig ind på top 10-listen.

For eksempel Skoda Octavia, som i de første fire måneder af 2014 var den fjerde mest valgte firmabil. Samme tendens ses hos Nordania Leasing, hvor Skoda Octavia er nummer 1 i første kvartal.

Hos Nordania er premium-modeller som Audi A4 og A6 samt Mercedes C-klasse og BMW 3-serie godt med.

BMW 3-serie er helt i top hos Leaseplan, mens Renault Megane, Citroën C4 og Ford S-Max også ligger lunt.

Ved Nordania er den nye Nissan Qashqai også godt placeret. Listen er dog mærket af, at der er nye generationer på vej af VW Passat og Ford Mondeo inden for kort tid.

Henrik Rohmann-Sønderby, der er salgsdirektør ved Nordania Leasing, ser også, at kunderne tør prøve nye modeltyper som Audi Q3.

»Samtidig har kunderne fået øjnene op for, at de i nogle tilfælde kan få mere udstyr ved at skifte til andre modeller,« siger han.

Tør mere

Mærkespredningen er bred, og begge selskaber oplever også, at stadig flere vælger benzin- frem for dieselbiler, som dog stadig dominerer.

»Tidligere valgte mange det bilmærke, de kendte og var trygge ved. Hvis man altid havde kørt i tyske biler, kunne mange ikke drømme om at vælge en japansk. Men i dag er folk blevet mindre loyale over for en bestemt producent, og et bilmærke er ikke længere nok til at holde på kunderne. Her er der sket et stort skift, og folk er parate til at prøve nye mærker, hvis blot de opfylder deres behov,« forklarer Lars Eegholm fra Leaseplan.