Bilen, din krop ville vælge
Test: Hvad er bedst for kroppen, SUV, mellemklasse eller firma-størrelse? Vi lader en ergoterapeut bedømme, og svaret er overraskende.
Hvilken slags bil ville din krop vælge, hvis den skulle gå efter, hvad der er bedst for ryg, skuldre og arme? En høj SUV, en stor firmabil eller et af de nyeste skud i mellemklassen?
Vi har plukket et udvalg af de nyeste eller mest relevante modeller, og ladet ergoterapeut Kate Severinsen fra Crecea gennemgå dem.
Resultatet er en smule overraskende. Mens ergoterapeuten finder, at den nye Honda CRV byder på den bedste kørestilling, ligger klassekammeraten Toyota RAV4 i den anden ende som bundskraber.
Nummer to er firmabilsduksen VW Passat, mens en ny stor flyder som Mazda 6 besætter den næstsidste plads med bløde sæder og en hård lændestøtte.
I midten finder vi en bil som den nye VW Golf og Skoda Octavia. Honda CRV byder på en række plusser som et regulært sæde, der kan indstilles på alle ledder og kanter, har en god lændestøtte samt en god kørestilling, hvor du sidder i den helt rigtige vinkel.
Toyota RAV 4 byder godt nok på højt udsyn, men har et ret primitivt sæde med dårlig støtte, hvor ryggen falder sammen.
»Det drejer om, hvad man skal bruge bilen til, og om man stiger ind- og ud mange gange om dagen. En høj bil har bedre ind- og udstigning, men i mange tilfælde er det de samme sæder som i andre modeller, derfor skal man prøve sig frem,« siger Kate Severinsen.
Der er dog klar forskel på biltyperne.
»Stationcars har generelt bedre udsyn end andre modeller i samme klasse, fordi der er en fuld bagrude,« siger Kate Severinsen. Hun kan dog også se et billede af, at udsynet bliver bedre i for eksempel en sedan en klasse højere, hvor man altså går fra mellem- til firmabilsklasse. Her er hendes dom:
Honda CRV Executive
Byder på en god høj indstigning og det bedste sæde med den mest regulære kørestilling. Du sidder i den helt rigtige stilling. Op trækker mange indstillingsmuligheder, ned trækker et midterarmlæn, som ikke kan justeres.
VW Passat Comfortline
Har en fremragende sædekomfort, hvor man sidder godt og uden generende sidevulster. Indstigningen er god. Rækkeafstanden til instrumenterne er fin, og den passer til både store og små mennesker. Midterarmlænet kan kun justeres op/ned i denne model.
Opel Insignia Edition
Har et godt førersæde, som kan indstilles fleksibelt og i bunden med en uafhængig vippedel. Midterarmlænet kan ikke indstilles, men er med sin lange spids anvendeligt.
Mercedes C-klasse
Byder på en fin overskuelighed og et godt sæde med kip og mange indstillingsmuligheder. Rækkeafstanden er kort. Indstigningshøjden er forholdsvis lav, og størrelsen på bilen kan være en udfordring for større personer, fordi der ikke er meget plads på bagsædet.
VW Golf Highline
Har et godt sæde med god støtte. Et smalt ryglæn giver en god frihed og bevægelighed for armene. Skrå dørkant hæmmer, men et godt multijusterbart armlæn og ratbetjening trækker op.
Skoda Octavia Elegance
Har god støtte i sædet, men en hård kant på sædebunden kan genere benene. Et multijustebart armlæn er godt, og der er glimrende ind- og udstigning og udsigtsforhold.
Volvo 40 Summum
Har godt, men kort sæde med lændestøtte og god rækkeafstand, man sidder behageligt, men det passer måske ikke til de største personer. Midterarmlænet kan ikke indstilles, men støtter rimeligt.
Audi A3 Limousine
Har gode sæder og rat, god rækkeafstand. Ingen lændestøtte og færre indstillingsmuligheder for sæde. Midterarmlæn kan kun indstilles op/ned. Ratbetjening kun til dels. Lav indstigningshøjde og dårlig udsigtsforhold.
Mazda 6 Vision
Byder på bløde sæder med dårlig støtte og en lændestøtte, som nærmest er ubehagelig og hård. Små sidevulster er lette at komme over. Armlæn kan kun justeres op/ned. Indstigningen er lav.
Toyota Rav4 T3
Byder på et godt overblik og en god indstigningshøjde. Rækkeafstanden er ok. Sæderne er dårligt konstrueret, så man falder sammen i ryggen. Der er ingen lændestøtte, og heller ingen afrundet kant på sædet.