Renault slår Peugeot på pris
Test: Renault Captur giver mere bil for pengene end Peugeot 2008, takket være bedre plads, ekstra udstyr og flere hestekræfter. Til gengæld kører 2008 bedre.
Bortset fra udseendet fører de sig frem som et par velopdragne personbiler. Og selv om deres firehjulstrækkeragtige attitude måske får indædte offroader-fans med ørkensand på hjernen til at snøfte hånligt, giver deres høje og robuste fremtoning god mening.
Peugeot 2008 og Renault Captur er nemlig letkørte og tilbyder et godt overblik over kørslen i asfaltjunglen.
De to fabrikker har da også valgt den helt rigtige timing. Europæerne er helt vilde med små høje biler, som ligner de store SUV'ere, men har kompakte dimensioner og kører langt på literen. Og de har begge ekstra meget plads i forhold til deres tekniske ophav, Peugeot 208 og Renault Clio.
Herhjemme er vi traditionelt mere lunkne over for nye modeluner, men både 2008 og Captur har på rekordtid fået fat i mange kunder. Det tror da pokker. De giver nemlig ganske meget værdi for pengene, selv om Renault vinder dysten på værdi for pengene.
Vi tester modellerne i de respektive benzinversioner med trecylindrede motorer og mellemudstyr, altså Peugeot 2008 1,2 VTI Active til 189.990 kr. og Renault Captur 0,9 tce Dynamique, som koster 194.900 kr. men har mere motorkraft og udstyr. Det vender vi tilbage til.
Godt overblik
Især Captur er vel indbegrebet af den franske »haute carture«. Ligesom Clio byder mini-SUV'en på masser af muligheder for personificering. Fra fabrikken har tankerne allerede fået et skub i den individuelle retning; bilen kan nemlig blive tofarvet, hvor taget har én farve, mens resten af karrosseriet har en anden. Her er Peugeot det mere konservative, men også elegante valg, som ikke støder nogen. Men lad os kravle ombord.
Bag rattet vil især yngre mennesker straks føle sig hjemme, for bilernes cockpit minder om det, vi kender fra de ligeså trendy 208 og Clio, altså med en stor skærm, der blandt andet indeholder mulighed for navigation og i det hele taget en supermoderne udstråling. Plastikkvaliteten er dog vel hård, især i Renault og armlænet ved sideruden her er knaldhård at hvile armen på.
Peugeot mest gedigen
Inden døre har Peugeots designere rystet posen og indrettet bilen fra bunden, så gruppen af instrumenter er rykket op i øjenhøjde lige under forruden, mens det minimale, næsten gocart-agtige rat, ligger lavt. En indretning, som efter en kort tilvænning giver en perfekt kørestilling for de fleste. Her er Clio mere klassisk i sit interiørdesign.
Til gengæld er de begge fantastisk godt udhulet. Der er nemlig markant bedre plads end i deres mindre brødre, og det kommer især rejsende bagi til gode, for de sidder altså bedre og med mere rumfornemmelse.
Foran har man det klart bedst i 2008 med ordentlige sæder og en superkørestilling, mens sidestøtte i Captur-stolene er en by i Fransk Polynesien. På bagsædet er der dog mere plads i Captur, takket være længere akselafstand.
Deres bagagerum er samtidig vokset, så de næsten nærmer sig Golf-klassen, men alligevel er i underkanten til en familie, især hvis der er små børn. Der er dog lidt mere bagageplads i Captur, som har yderligere fordel af, at bagsædet kan køres frem eller tilbage, alt efter, om man prioriterer bagsæde- eller bagagerumsplads.
Og så har Renault vel nok klassens største handskerum. Alt i alt en lidt mere praktisk Captur, men mere gedigen bygget 2008.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at Captur er klart bedre udstyret med klimaanlæg, navigation og alufælge som alt sammen er ekstraudstyr hos konkurrenten. Omvendt kører Peugeot bare bedst. På vejen er 2008' eren nemlig affjedret på den komfortable måde, franskmænd mestrer, uden det går ud over de pænt skarpe køreegenskaber, hvor du har fin føling med vejen.
Godt hjulpet af det lille rat, som giver en oplevelse af gefühl med underlaget, når 2008 kastes ind i sving, men heller ikke kan sløre, at styretøjet er lidt dødt omkring midterpunktet. Peugeot virker dog decideret sportslig i forhold til den lidt kluntede Captur, hvor undervogn og styretøj ikke overbeviser. Affjedringen er slet ikke på niveau med 2008, styretøjet er lidt upræcist og den virker ikke køre-glad.
Mens Peugeot vinder klart på køregenskaber og komfort, slår Renault igen på motorkraften. Den har nemlig 90 hk, mod 82 i Peugeot, men mere vigtigt: Den lille motor har turbo, og det giver bedre trækkraft uden at skulle skifte gear hele tiden.
Den nye 1,2 maskine passer ellers godt til 2008. På vej ud ad byen sitrer og pludrer den af gåpåmod som tre grønspætter på tur. Men der skal skiftes gear ustandseligt, hvis det skal gå lidt kvikt, og her døjer chaufføren med markedets vel nok ringeste gearskifte, som er upræcist og slasket.
På motorvejen er bilerne godkendt, men heller ikke mere. Elsker man lange ture ned gennem Tyskland, så bør man gå efter storebrødrene, 308 og Megane, som tilbyder højere komfort, og især et lavere støjniveau.
Resultatet et tæt, men vi vælger alligevel Captur som vinder.