Mazda vil spille golf med tyskerne
Hvor pudsigt. Eller er det måske i den grad med vilje, at Mazda har valgt netop golfhotellet Dolce Sitges som centrum for den internationale præsentation af den helt nye model Mazda3? For hvis der er noget, Mazda higer efter lige nu, er det at slå Volkswagen Golf.
Den nye 3’er er en afgørende bil for Mazda, fordi den er fabrikkens mest sælgende model. Så den videre fremfærd står og falder med den nye bil, hvis betegnelse egentlig lige så godt kunne navngive et teleselskab eller en model fra f.eks. BMW.
Mazda3 bliver sat til verden i et hajfyldt farvand. 3 er jo en typisk bil i segment C, som golfklassens mere officielle navn er. Her, hvor de andre hajer er f.eks. Ford Fokus og Opel Astra samt en kommende Peugeot 308 for at nævne store europæiske kæmpefisk, mens Korea har to, der retter hver deres glubske gab mod den nye, nemlig Hyundai i30 og Kia cee’d. Plus klassens hvide haj, ikke at forglemme: Volkswagen Golf.
Den nye 3’er lander som 5-dørs hatchback til november, mens samme bil som 4-dørs sedan rykker ind hos forhandlerne i januar. Begge biler får startpris 199.990 kr. – dermed signalerer japanerne, at de mener business.
3 årgang 2014 er tredje generation. Og selv om den nyeste dybest set er som de to første, nemlig kompakt forhjulstrækker, er den nye ikke bare ny, den er helt ny.
Nyt karrosseri og nye motorer – det hele udtænkt og designet efter Mazdas filosofi, de kalder SkyActiv. Selve omdrejningspunktet i SkyActiv er ideen letvægt. Karrosseriet er konstrueret så let, som det nu lader sig gøre, når man holder fast ved stål som materiale. Letvægt er ført med over til konstruktion af motor og gearkasse.
SkyActiv har imidlertid en dimension mere; Mazda holder nemlig fast ved sugemotoren til direkte modsætning til stort set alle andre fabrikanter af hverdagsbiler, der nu sværger til downsizing-motorer – motorer med mindre slagvolumen og turbo. Argumentet for mindre og turbo er, at det nu er den gængse vej til lavere forbrug og CO2-udslip uden tab af effekt.
Effektiv forbrænding
Dén nød knækker Mazda på en anden måde, nemlig ved at konstruere topstykker med et faktisk Formel 1-højt kompressions-forhold. De nye motorer er helt oppe på kompressions-forholdet 14:1. Måske noget ingeniør-langhåret snak, men pointen er, at netop dette sikrer så effektiv en forbrænding, at en Mazda SkyActiv sugemotor kan yde lige så meget og forbruge lige så lidt som de bedste downsizede turbomotorer.
Men når japanerne nu vil slå tyskerne i golf, er spørgsmålet let: Hvad kan Mazda3 bedre end en Golf?
Øhh? Hmm? Går vi i stå her?
Nej, faktisk ikke. De første par dages testkørsel af en række af de nye 3’ere i det nordøstlige hjørne af Spanien giver svaret. På en række områder er Mazda3 faktisk foran konkurrenten fra Wolfsburg. På nogle punkter indlysende foran, på andre er sagen mere ulden.
Mazda er kendt for høj køredynamik. Og her er 3 foran Golf. I hvert fald når man med bred pensel beskriver alle Mazda3’ere og mod alle VW Golfer. Men en Mazda3 version almindelig er ikke mere præcis end en Golf, hvis den er monteret med mærkets lidt mere sporty R-Line-undervogn.
Men på ét punkt er japaneren i hvert fald foran tyskeren, nemlig på prisen. Og denne forskel i 3’s favør bliver større, hvis der oven i prisen på den i forvejen dyrere Golf skal lægges de kortere fjedre og strammere støddæmpere under navnet R-Line.
Dristigt design
Design: Det er svært – for i sidste ende havner vi i en diskussion om smag slet og ret – og hvordan er det nu at blive enige om den slags? Men de fleste kan sikkert enes om, at Mazda3 er ikke så lidt mere dristigt designet end Volkswagen Golf. Tyskerne vil ikke skubbe nogen fra sig med vilde linjer, ligesom kun lidt nyt udseende i forhold til forgængeren er en væsentlig grund til, at prisen på brugte Golfer falder langsommere end på de fleste konkurrenter.
Den tankegang køber Mazda ikke. Det giver større frihed til at give den designgas. Og det gør de. Og i hvert fald er en Mazda3 mere spændende at kigge på en end Volkswagen Golf.
At være speciel: Golf er mester
en, derfor er den mere udbredt. Bagsiden af den medalje er, at den er mere almindelig. Og netop det faktum set med Mazdas briller er jo, at japaneren derfor er mere speciel. I en Mazda3 glider man ikke i ét med mængden – og det er et absolut plus for mange.
Til køreren, der kan lide at køre
Mazda vil forkæle køreren, der kan lide at køre. Det gælder hele rækken af de nye 3’ere – også for dieselkørere. I alle varianter, fra indstigningsmodellen 1,5 med udstyrsniveau Core over de mellemste modeller med navnet Vision til den foreløbige toppen af poppen, den 165 hk’s-udgave med Optimum-grej. Kørestillingen er absolut godkendt alle modellerne igennem, korrekt ratvinkel, tilstrækkelig justering af rattet i alle fire retninger, sæder, der støtter helt oppe fra nakken, hele vejen ned og ud til knæhaserne. Selve rattet er både tilpas tykt og tilpas i diameter.
Versioner med manuelt gear har gearstangen lige præcis dér, hvor højre hånd griber. Dernæst er der fra udstyrsniveau Vision en 7”-touch-skærm med yderligere styring fra en lille mus, der ligger lige bag gearstangen. Der er ros til alle, der har været med til at indrette førerpladsen og kabinen i øvrigt.
3 er biler stavet med k som i køreglæde. Og lige her er køreglæde defineret som skarp styring og letlæselig balance samt snorlige retningsstabilitet. Det har alle 3’erne, men tydeligst er den, når bilen kører på 18”-fælge, der i øvrigt er en del af Optimum-udstyret. Så kører den endnu skarpere, balancen er endnu lettere at læse og ja – hvad hedder det, når snorlige er endnu mere lige end snorlige?
Kan en japaner vitterligt slå en tysker i golf? Til november slår spillerne bolden ud mod hul et.
Dommen
Kommentar: Hvad mangler Mazda3 for at score seks ud af seks mulige? Bilen mangler egentligt intet, men mærket mangler at være mere efterstræbt, at flere virkelig brænder efter at eje en Mazda. Hvis japanerne bliver ved med at designe så gode biler som disse år, kommer det af sig selv.
Plus:
- Køredynamik
- Design
- Pris
Minus:
- Brand value